Annonce
Sport

McIlroy rammer sin far på benet i sløv åbningsrunde

US Masters er den eneste majorturnering, som Rory McIlroy ikke har vundet. Foto: Mike Ehrmann/Ritzau Scanpix
Den tidligere verdensetter Rory McIlroy fik en skidt start på US Masters. Det samme gjorde Dustin Johnson.

Golfspilleren Rory McIlroy fik torsdag sin dårligste start nogensinde på turneringen US Masters.

I årets første major åbnede McIlroy med en runde i fire slag over par, men hans runde vil formentlig blive husket for én specifik episode.

På syvende hul ramte han sin far på benet på vej mod en af seks bogeys, og han vidste med det samme, at den var gal.

- Jeg vidste, at det var min far, da jeg sigtede mod ham.

- Nogenlunde 30 sekunder før den ramte ham, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den nordirske golfstjernes far så ikke ud til at tage skade af slaget fra bolden, og han havde efterfølgende overskud til at lave sjov med episoden over for en journalist. Her sagde han, at han nu ville kræve en signeret handske fra sønnen.

- Han har set mig signere masser af ting over årene, så det er nok det, han bør bekymre sig mindst om, siger Rory McIlroy.

- Jeg tror bare, at han skal lægge lidt is på benet. Måske signerer jeg en pose med frosne ærter til ham.

US Masters er den eneste majorturnering, som McIlroy ikke har vundet. Det ser også ud til at blive særdeles svært i år.

Ligesom McIlroy fik den forsvarende vinder, Dustin Johnson, ikke den bedste start på turneringen.

Den amerikanske verdensetter åbnede med to bogeys på de første fem huller, men fik bedre styr på spillet undervejs. En bogey og en dobbelt bogey på de sidste tre huller sendte ham imidlertid op på en samlet score på to slag over par.

Både McIlroy og Johnson var et godt stykke fra de bedste på en dag, hvor mange lod til at have det svært på grund af stærk blæst på banen.

I spidsen ligger engelske Justin Rose, der to gange tidligere er blevet nummer to ved Master-turneringer.

Han har en føring på fire slag ned til japanske Hideki Matsuyama og amerikanske Brian Harman.

Efter syv huller lå Rose i to over par, men efterfølgende fik han bedre styr på spillet og endte i syv slag under par.

US Masters spilles på Augusta National Golf Club i delstaten Georgia.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Hedensted

Se Knuds første stik: 766 fik med nålen på den store vaccinationsdag - og der er plads til endnu flere

Sport

Give starter ligaen i København

Annonce