Fredericia: Krone Apotek har åbnet sin nye afdeling, der deler lokaler med Superbrugsen på Nymarksvej.
Apoteket lejer sig ind hos uddeler Nicolai Christensen og lukker i samme omgang den gamle afdeling på Vesterbrogade, som efterhånden var udtjent både lokalemæssigt, parkeringsmæssigt og med hensyn til medarbejdernes sikkerhed.
Åbningen torsdag 19. november blev godt modtaget af kunderne, som stod klar klokken 9:30 og straks tog det nye apotek i brug. Der var ros for den lette tilgængelighed og også for indretningen.
Både Nicolai Christensen og apoteker Tine Klingsteen Nielsen håber, at de ved at flytte sammen kan opleve en kundefremgang, fordi kunderne nu kun behøver at tage ét sted hen.
Planerne blev lanceret for godt to måneder siden, og allerede på forhånd har flere kunder i Superbrugsen givet udtryk for at glæde sig.