Annonce
Indland

Mediers boykot af Volbeat-koncert kan være ulovlig

Jean-Sebastien Evrard/Ritzau Scanpix

Ni medier er mistænkt for at forbryde sig mod konkurrenceloven efter fælles boykot af Volbeat-koncert i 2017.

Det kan være strafbart, at ni medier i fællesskab boykottede en Volbeat-koncert i Telia Parken i København i 2017.

Det fremgår af et brev fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som er blevet sendt til de respektive medier. Det skriver Politiken, som er et af de ni medier.

Medierne er ifølge Politiken under konkret mistanke for at have begået et strafbart forhold ved at forbryde sig mod konkurrenceloven.

Årsagen til boykotten var, at Volbeat havde nægtet at give akkreditering til Ekstra Bladet og musikmediet Devilution.

Når journalister akkrediteres, får de formel tilladelse til at deltage i arrangementet og adgang til eventuelle pressefaciliteter.

Efter de to mediers opfattelse skete det som følge af kritiske omtaler.

I alt ni medier, herunder Politiken, Information og Ekstra Bladet, besluttede derfor at afstå fra at anmelde gruppens koncert.

Det har nu fået Konkurrencestyrelsens opmærksomhed.

- Styrelsen skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at det er forbudt for virksomheder med videre at indgå aftaler eller samordne praksis, der direkte eller indirekte har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen, står der ifølge Politiken blandt andet i brevet.

Ifølge avisen har styrelsen bekræftet, at der er rejst sag.

- Vi har taget den op, fordi vi undrede os over, at konkurrerende medier har indgået en aftale om at boykotte, siger kontorchef Søren Bo Rasmussen fra Konkurrencestyrelsen til Politiken.

Boykotten af Volbeat gentog sig i 2019, da Volbeat spillede en stor stadionkoncert i Ceres Park i Aarhus.

Volbeats seneste udgivelse "Rewind, Replay, Rebound" fra august blev heller ikke anmeldt, fordi Volbeat havde nægtet at udlevere et eksemplar af udgivelsen til Ekstra Bladet og Devilution.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Midtby-udlejere: - Uacceptabelt at vi stadig skal døje med oversvømmelser

Erhverv

Varde Garten er kommet godt fra start

Vejle For abonnenter

Undren hos organisation: Svensk produkt ulovligt - men lignende dansk produkt er lovligt

Annonce