Annonce
Jelling

Meget mere end musik: Jelling Festival har også (mellem)rum til field goals, insektkager og glidebane

Lea Buhl fra Brandbjerg Højskole viser de to småkager frem - den ene indeholder proteinrig insektmel. Foto: Yilmaz Polat
I Mellemrummet har Jelling Musikfestival i år haft masser af tilbud for dem, der ikke vægter musikprogrammet højest. Man har kunnet snakke om psykiske udfordringer, spille brætspil, lave mad med sine venner og meget mere.

Jelling: I det ene hjørne danser en flok cheerleadere rundt, mens mere eller mindre football-kyndige festivalgæster forsøger at sparke et field goal. I et andet hjørne er der morgensang arrangeret af Brandbjerg Højskole. Dem kommer vi tilbage til.

Vi er i Jelling Musikfestivals såkaldte Mellemrum, der ligger på vejen fra det mere rolige campområde og ind mod selve festivalpladsen. Her er badefaciliteter, beachvolley og bibliotekstelt. Her er beerpong, brætspil og boder med streetfood. Og så er der Farmors Stue. Her går vi ind.

Sofie Lorenzen og Signe Hedager Nielsen tager sig et spil beerpong. De går på Brandbjerg Højskole, så de har selv været med til at stille bordet op og lave andre aktiviteter i Mellemrummet.- Det her er et alternativ til dem, der ikke er her for at høre musikken, siger Signe Hedager Nielsen. Foto: Yilmaz Polat

Seriøs emne midt i festivalen

Det er Psyk Info fra Region Syddanmark, der står bag det lille, hyggelige telt, hvor man kan komme ind, hvis man gerne vil tale om psykiske udfordringer. Formålet er at gøre opmærksom på landskampagnen En Af Os, der handler om at afstigmatisere psykisk sygdom i Danmark.

Ulla Lindgren, leder af Psykinfo, fortæller, at stort set alle teltets gæster er efterskoleelever, og så har de en lille procentdel fra ungdomsuddannelser. De unge kan så møde og snakke med ambassadører, der selv har haft psykiske udfordringer.

- Det er vigtigt som ambassadør at fortælle de unge, at selv om man har haft en psykisk sygdom, så er der håb forude og mulighed for at komme over det - selv om det er svært og hårdt. Og så handler det om at sprede budskabet og bryde tabuerne, siger Camilla Lykke - en af ambassadørerne.

Hygge, ro og læ

En anden ambassadør, Mette Nielsen, fortæller, at nogen kommer ind for hyggen og roen i teltet, men der er også nogen, der kommer, fordi de er nysgerrige på, hvad Psyk info kan tilbyde.

Da vi er forbi teltet, regner det udenfor, hvilket måske har lokket lidt. Blandt andet to 17-årige piger, Clara Støttrup fra Vejle og Christina Knudsen fra Kolding.

- Vi gik herind, fordi det så hyggeligt ud, og fordi der var læ, siger Clara Støttrup. - Nu har vi været her i et par timer, og vi har snakket med en masse om forskellige psykiske sygdomme. Det har været hyggeligt - der er også brug for en pause fra alkoholen en gang imellem, siger Christina Knudsen.
Clara Støttrup og Christina Knudsen får sig en snak med Camilla Lykke, der er ambassadør for En Af Os, der skal nedbryde fordomme om psykiske sygdomme. De var taget derind for at få ly fra regnen og endte med at sidde der i flere timer, fordi det var hyggeligt. Foto: Yilmaz Polat

Med eller uden insekter

Mellemrummet er en god blanding af sjov og alvor. Når vejret er til det, er der en glidebane, og der bliver arrangeret ting som en lille mexicansk fest, open mic stand up og efterskolemesterskaber i tovtrækning. Brandbjerg Højskole har rykket hele deres EventLab ud på festivalen, hvor de arrangerer en masse ting. Blandt andet kan man spise småkager. Det lyder måske ikke så sindsoprivende, men der er en lille konkurrence bag. Der er to slags at vælge mellem. De ligner hinanden, men i den ene er der brugt insektmel. Og så er det om at gætte hvilken. Vi gætter forkert. - Vi vil gerne vise, at der findes et bæredygtigt alternativ til at spise proteiner. Det er ikke fordi, vi skal afskaffe kød, men man kunne tænke over at bruge det mindre end i dag, siger Ida Møldrup Clausen, der har haft enkelte klager over, at de ikke har skiltet bedre med insektmelet, når festivalfolket i forbifarten har nuppet en gratis småkage. - Men de tager det nu meget fint, og det åbner op for, at vi kan få en dialog med dem omkring det, tilføjer hun.
I Mellemrummet kan der prøves kræfter med amerikansk fodbold. Triangle Razorbacks fra Vejle står for det. Foto: Nicolai Skovgård

For mange på Camp Festlig

At der skal være plads til alle på Jelling Musikfestival er Mellemrummet et meget godt eksempel på. Stedet skal rumme det hele, fortæller Christine Bjerg Sundbøll, der er med til at stå for området. - Det er kvalitetstid og fællesskab - noget af det, vi allerhelst vil med festivalen. Så vi har forsøgt at lave et miljø til de helt unge, men også til dem, der bor lidt mere bekvemmeligt på Camp Ren og Rolig, siger hun. Og her har Mellemrummet faktisk haft en lille udfordring. De fleste har slået sig ned på Camp Festlig, mens der ikke er i nærheden af samme mængde telte på Camp Ro Klokken 2 og Camp Ren og Rolig. Det er kun på vejen ud til de to sidstnævnte, at man kommer igennem Mellemrummet. - Men vi har set, at når de unge skal i bad (badene ligger i Mellemrummet, red.), så bliver Mellemrummet eksponeret, og der er nogen, der får brugt glidebanen eller deltager i salsaparaden, siger Christine Bjerg Sundbøll. Også Champions League-finalen mellem Liverpool FC og Tottenham Hotspur er rykket derud, da festivalen i år ikke ville bruge penge på rettighederne, der var blevet markant dyrere - og dermed vil have taget penge fra det overskud, der skal gå til velgørenhed. Derfor kunne man møde op med sin egen telefon eller iPad, der kunne vise kampen, og så sørgede festivalen for hyggelig stemning.
Toke Daugård forsøger at lave field goal. Det lykkes i dette forsøg. Foto: Nicolai Skovgård
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce