Annonce
112

Meldes til politiet: Tegnestifter spredt ud på mountainbikespor

Mountainbikesporet i Sønderskoven er netop blevet indviet. Foto: Mette Mørk
Ukendte personer har spredt tegnestifter ud på en knap 150 meter lang strækning af det nyindviede mountainbikespor i Sønderskoven. Vejle Kommune melder sagen til politiet.

Vinding: Fredag morgen blev mountainbiker Per Holm en træls oplevelse rigere, da han cyklede på det nyindviede mountainbikespor i Sønderskoven.

Ved teknikbanen på Vindinggård-siden af Mølholmdalen opdagede rytteren en stribe tegnestifter, der var spredt ud over sporet, og han lagde efterfølgende en advarsel ud på Mountainbike Club Vejles facebookside.

"Øv. Advarsel til andre som har tænkt på en tur på det nye spor i Sønderskoven - der er fuld af tegnestifter. Det er især sporet omkring teknikpladsen ved Grønnedalen," skrev Per Holm.

Det opslag fandt vej til projektleder hos Vejle Kommunes Natur & Friluftsliv, Karsten Dollerup Møller, der har haft ansvaret for sporprojektet. Han tog samme eftermiddag ud på sporet for at fjerne de mange tegnestifter.

Her fandt han 50-60 tegnestifter. Både de klassiske stifter, vi kender fra opslagstavlen, og nogle mere kraftige tegnestifter.

Annonce
Vi kan kun gisne om, hvem der har gjort det. Jeg tror, det er drengestreger, for jeg tror ikke på, at voksne kan finde på at gøre disse ting. Det er ingen spøg.

Christa Laursen, formand for Vindinggård Grundejerforening

Melder det tirsdag

- Per havde fjernet nogle og stykker, og jeg var nede på knæ for at samle resten op. Heldigvis var der tale om en afgrænset strækning på mellem 100 og 150 meter af sporet neden for teknikbanen, som jeg også gik igennem. Men her fandt jeg ingen, fortæller Karsten Dollerup Møller, der var samtlige otte kilometer af sporet igennem.

Han tager klart afstand fra chikanen, som han tirsdag vil melde til Sydøstjyllands Politi.

- Jeg synes selvfølgelig, at det er ærgerligt, at sådan noget sker. Det er ikke en særlig konstruktiv måde at give udtryk for det på, hvis man er utilfreds med noget. Der har været en del opmærksomhed om sporet i forbindelse med indvielsen, og det er måske i den forbindelse, at nogen har fået idéen. Det kan også bare være drengestreger. Men der er ingen tvivl om, at vi politianmelder det, for vi ser det som chikane, og det skal vi have nultolerance over for, siger projektlederen.

Kan ramme dyrene

Vejle Kommune har også været med til at anlægge et mountainbikespor i Nørreskoven, men Karsten Dollerup Møller kender ikke til lignende episoder her, hvor sporet har eksisteret i omkring tre år.

- Der har været problemer andre steder, men det er mig bekendt første gang, vi oplever det på vores spor. Man skal også huske, at der er en del vildt, og at der også luftes en del hunde i området. Derfor går det her ikke kun ud over nogle mountainbikere, siger projektlederen.

Tegnestifterne er formentligt spredt torsdag aften eller natten til fredag, da en rytter på Facebook har meldt ud, at der ingen problemer var på sporet torsdag frem til klokken 20. Foto: Vejle Kommune

Ikke bare en spøg

Stifterne er spredt ved teknikbanen, der ligger tæt på Vindinggårds store boligområde. Her har der tidligere været bekymring over placeringen af banen, men formanden for Vindinggård Grundejerforening, tidligere byrådsmedlem Christa Laursen, oplever en bred tilfredshed med spor-projektet og teknikbanen hos sine medlemmer.

-Der er altid nogle, der er modstandere. Det er der nok også heroppe, men jeg har fået rigtig mange tilkendegivelser fra folk, der synes, at det er godt tiltag, siger Christa Laursen.

Hun håber på, at der med tegnestifterne blot er tale om en engangsforeteelse.

- Jeg tager dyb afstand fra, hvad der er sket her. Hvis uheldet er ude, kan du styrte og slå hovedet, så jeg håber, at man tænker på, at dette ikke bare er en spøg. Men jeg tror og håber på, at det er drengestreger, siger Christa Laursen.

Hun er enig i, at Vejle Kommune bør melde episoden til politiet, og så opfordrer hun alle til at holde øje med, hvad der sker på sporet og omkring teknikbanen.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce