Annonce
Give

Meningsløst og uforståeligt: Venner, kollegaer og familie tog afsked med traktorglade Casper

Kun den lavmældte brummen fra traktorernes motorer kunne høres, da rustvognen kørte fra Thyregod Kirke ad Skolegade. Her holdt 30 traktorer parkeret for at hylde Casper Rauff Pedersen. Foto: Ludvig Dittmann
Bisættelsen af Casper Rauff Pedersen samlede fredag mange mennesker omkring Thyregod Kirke. Her tog de afsked med en positiv, dygtig og traktorglad ung mand.
Annonce

Thyregod: Familie, kollegaer og venner tog fredag afsked med Casper Rauff Pedersen.

Alt for tidligt mistede han sidste weekend livet efter en trafikulykke nær Thyholm mellem Struer og Thisted.

30 blå, grønne og røde traktorer ført af kollegaer fra Dørken Maskinstation, kunder og venner holdt før, under og efter bisættelsen parkeret langs Skolegade. Helt fra Thyregodvej og ned til kirken holdt de parkeret i højre side ad vejen for at ære og mindes Casper Rauff Pedersen, der i mange år har været vild med traktorer.

De sidste år beskæftigede han sig også med landbrugsmaskiner professionelt. 1. marts skulle han havde været udlært.

Medpassager er udskrevet

Casper Rauff Pedersen mistede livet efter en ulykke natten til lørdag, hvor den bil, han førte, ramte et vejtræ. Med i bilen var også en 20-årig mand, som efter ulykken blev fløjet til Aarhus Universitetshospital i Skejby. Ifølge avisens oplysninger er medpassageren udskrevet igen og er sluppet med skader på den ene arm.

Bag den særlige gestus stod kollegaerne fra Dørken Maskinstation.

- Det gør mig virkelig glad at se så mange venner, kunder og kollegaer, der er kommet. Jeg synes, det er så flot, lød det fra Bruno Jensen.

Ligesom de øvrige kollegaer, har han været dybt berørt, siden de i weekenden fik beskeden om, at en kollega var gået bort.

- Vi havde alle sammen glædet os til, at det blev forår, men nu er det ligegyldigt. Arbejdet skal laves, men det er slet, slet ikke det, vi tænker på. Vi tænker på den lille familie. Det er simpelthen forfærdeligt, siger han.

Casper Rauff Pedersen mistede livet sidste lørdag, og fredag blev han bisat fra Thyregod Kirke. Foto: Ludvig Dittmann
Annonce

Med et glimt i øjet

Bruno Jensen beskriver Casper Rauff Pedersen som en utrolig glad dreng, der altid havde et smil på læben.

- Han var også altid fantastisk god til komme ud og snakke med kunderne. Han gik lige ind i folk med træsko på. Der er kun 2 ud af 100 af den slags, siger han.

På grund af corona-situationen var der kun plads til de nærmeste pårørende i kirken. Derfor var kirken inden selve bisættelsen åben for folk, der ønskede at sige et sidste farvel. Her kunne de lægge en blomst ved kisten eller tænde et gravlys og sætte udenfor kirken.

Bisættelsen kunne i stedet følges direkte via en videooptagelse fra kirken. Flere fulgte den umiddelbart udenfor kirken ved siden af flaget, der var hejst på halv.


Vi havde alle sammen glædet os til, at det blev forår, men nu er det ligegyldigt. Arbejdet skal laves, men det er slet, slet ikke det, vi tænker på.

Bruno Jensen, kollega


Bruno Jensen arbejdede sammen med Casper Rauff Pedersen, der skulle have været udlært i begyndelsen af marts. Bruno Jensen var glad for, at så mange venner og kollegaer var mødt frem i traktor for at tage afsked. Foto: Ludvig Dittmann
Annonce

Meningsløsheden kan ramme alle

Blandt dem, der var mødt op og stod ved de mange traktorer, var en række tidligere skolekammerater fra Thyregod Skole. De husker Casper Rauff Pedersen som en god kammerat.

- Han var en livsglad person, der altid var glad og altid var på, siger Lasse Lund.

- Jeg har også spillet fodbold med ham, og han var altid klar på at lave noget, siger Rasmus Rysse.

I kirken satte sognepræst Gitte Bærentsen Lorentzen også ord på Casper Rauff Pedersen.

Hun lagde vægt på, at han elskede sit arbejde og sine maskiner. At han var glad for at være sammen med sine venner, som han havde let ved at få, uanset hvor han befandt sig. At han hvilede i sig selv, var afslappet og uhøjtidelig.

Præsten mindede også om, at uanset hvor mange gode tanker og minder, mange har om Casper Rauff Pedersen, så ændrer det ikke på det, der er sket.

- Det er så meningsløst. Det er så uforståeligt. Men meningsløsheden kan altså ramme selv det mest meningsfulde liv.

Casper Rauff Pedersen blev 19 år.

Bisættelsen kunne følges direkte via telefonen både hjemme og nær kirken. Foto: Ludvig Dittmann
Rasmus Rysse og Lasse Lund har begge gået i skole med Casper Rauff Pedersen. De vil huske ham som en god og altid positiv skolekammerat. Foto: Ludvig Dittmann
Bisættelse i Thyregod. Foto: Ludvig Dittmann
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Hedensted

Delvis genåbning af efterskoler: Storebror pakker tasken, mens lillesøster må blive hjemme

Annonce