Annonce
Vejle

Mere end 4000 testet på en uge: Så lang er corona-køen i Spinderihallerne

Omkring 25 vejlensere står i kø uden for Spinderihallerne for at komme til test for corona, og de sørger for at holde en passende afstand. Foto: Torben Juhler
Torsdag morgen tog det en lille halv time at komme igennem køen og blive testet for corona i Spinderihallerne.
Annonce

Vejle: Torsdag klokken ni står 25 vejlensere i behørig afstand af hinanden i en slange af en kø hen langs bagsiden af Spinderihallerne.

Omtrent lige så mange står indenfor i forhallen, hvor de holder sig langs den opsatte afspærring, der er lavet til køen frem mod det midlertidige corona-teststed.

Inde i varmen får mange ventetiden til at gå med at betragte de ophængte plancher med fotos fra Årets Pressefoto-udstilling, som med garanti næste år vil være præget af den snart et år lange coronapandemi, som har hærget hele verden i 2020.

Inden avisens udsendte får sendt en lang vatpind i halsen for at blive testet, kan de fremmødte testfolk fortælle, at 670 vejlensere blev testet på stedet onsdag, og det er et højt antal i forhold til andre steder, Region Syddanmarks testbiler har slået midlertidig lejr.

Annonce

Under 100 andre steder

- Nogle af de andre steder, vi har været, er der ikke kommet over 100, men her i Vejle er der rigtig stor interesse for at blive testet, fortæller en af testfolkene, mens han registrerer mit sygesikringsbevis.

Et kort øjeblik efter er jeg en del af tallene i teststatistikken, og der er gået knap en halv time, siden jeg stillede mig op i enden af køen udenfor.

Alle i køen bærer mundbind. Det et af de krav, man skal opfylde for at blive testet i Spinderihallerne. Man må ikke have symptomer for at møde op her, og man skal huske sit sundhedskort. Foto: Torben Juhler

Hvor mange, der har været forbi teststedet i Spinderihallerne de to foregående dage, mandag og tirsdag, har testpersonalet ikke tal på, og det har sundhedsberedskabet hos Vejle Kommune heller ikke.

Annonce

Interessen er noget større

Her kan stabschef Thomas Kirsten dog fortælle, at i alt 4037 borgere med bopæl i Vejle Kommune har ladet sig teste de seneste syv dage.

Det tal dækker både over borgere, der har stillet sig i kø ved Spinderihallerne og de, som har taget turen til Kolding, Horsens eller et af de øvrige faste testcentre i landet.


Vi kan se, at interessen er noget større i dag, hvor situationen har ændret sig og incidenstallet er stigende. Men stigningen skyldes også, at flere bliver testet i dag.

Thomas Kirsten, stabschef, Vejle Kommune


- Da vi tidligere havde testbilerne holdende i en periode på Banegårdspladsen og på Nørremarken, kom der omkring 400 om dagen begge steder. Vi kan se, at interessen er noget større i dag, hvor situationen har ændret sig, og incidenstallet er stigende. Men stigningen  skyldes også, at flere bliver testet i dag, fortæller Thomas Kirsten.

Annonce

Skal give anstændige forhold

Det er efter aftale med Region Syddanmark, at Vejle Kommune har fundet et sted, hvor den midlertidige coronatestning kan ske indendøre. Senest var tilbuddet placeret på Vejle Bibliotek.

- De midlertidige testcentre skal ses som en bro over perioden frem mod, at vi får det permanente testcenter i Vejle. Når testene foregår indendøre, er det for at give anstændige forhold for dem, der tester, nu hvor vi er gået ind i vintermånederne. Men det er også for at få flere borgere til at troppe op, og det kan vi se, at de gør nu, hvor man ikke som tidligere skulle testes udenfor, fortæller Thomas Kirsten.

Da undertegnedes test er færdig, er køen uden for Spinderihallerne skrumpet betragteligt, og det er fortsat muligt at blive testet her frem til og med fredag eftermiddag.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Er der en ledig plads i din boble?

Annonce