Annonce
Give

Mere end til bare fodbold: Kunstgræsbane opgraderes med parkourbane:

Parkouranlægget etableres på fitnessarealet, som ligger på den del af kunststofbanen, der er tættest på Løveparkvej. Foto: Thomas Nedergaard Rasmussen
Det såkaldte aktivitetsområde, der er en del af kunststofbanen i Givskud, bliver i disse dage udvidet med en parkourbane. Området giver også mulighed for at træne forskellige generelle og fodboldspecifikke-øvelser.

Givskud: Det er mere end seks år siden, at kunststofbanen i Givskud blev indviet, men den bliver fortsat udviklet.

I denne uge er to mand i fuld sving med at anlægge en parkourbane på den nyeste del af kunststofbanen. Sammen med andre rekvisitter kan den del af banen, der ligger længst ud mod Løveparkvej fremover benyttes til diverse fodboldøvelser, styrketræning eller leg.

Ifølge Elin Søbye fra FC GOG Fodbold er det et bevidst valg, klubben har truffet, at udvidelsen først sker nu.

- Det har faktisk været planlagt i to-tre år, fordi det øverste areal. Vi turde ikke låne penge af kommunen, som man har gjort andre steder, siger hun.

Hvad er parkour?

Parkour handler om at bevæge sig fra et punkt til et andet i en så lige linje som muligt ved at passere de forhindringer, der ligger mellem de to mål. Parkour foregår ofte i et bymiljø, hvor eksempelvis bygninger, vægge, bænke, gelændere anvendes til fremdrift på en alternativ måde, men parkour kan i princippet dyrkes overalt.

De senere år er særlige baner eller klatrestativer til aktiviteten blevet opført flere steder i Danmark.

At der blandt andet bliver plads til en parkourbane skyldes flere faktorer.

- Vi ville gerne lave et udendørs fitnessområde, som alle kan bruge lige fra nul til 100 år. Vi spurgte nogle af de unge, hvad de synes, der skulle laves, og der var et stort ønske om, at der skulle komme en parkourbane. Samtidig er det noget, der kan stilles op uden bevægelige dele, hvilket betyder, at der er begrænset vedligehold ved det, forklarer Elin Søbye.

Det er virksomheden Unisport, der sælger og installerer idrætsfaciliteter, belægninger og idrætsudstyr, som står for opsætningen af parkourbanen. Foto: Thomas Nedergaard Rasmussen
Annonce

Flere former for træning

Udover parkourbanen er der allerede i dag tegnet streger i det kunstige, som kan bruges til at forskellige former for koordinationsøvelser. Området indeholder også to mindre fodboldbaner samt en såkaldt pannabane, der kan bruges til fodboldkampe en-mod-en.

Vil man træne kroppen uden at benytte en fodbold er der også mulighed for at den nyopstillede fitstation.

- Det er faktisk et helt fitnesscenter på nær en kondicykel og romaskine. Man kan lave alle mulige øvelser, som man kan i et træningsrum, og alle de forskellige øvelser er aftegnet på den. Den skal vi have sat endeligt på plads og hældt 100 liter vand i den, så den står helt fast.


Vi ville gerne lave et udendørs fitnessområde, som alle kan bruge lige fra nul til 100 år.

Elin Søbye, FC GOG Fodbold


Selve parkourbanen koster ifølge Elin Søbye 70.000 kroner, mens den samlede udvidelse af kunststofbanen med græs, hegn, lys og øvrige redskaber løber op i en lille million kroner.

Parkourområdet forventes at være færdiggjort i løbet af den kommende uge, og derefter går der nogle dage, inden banen holde til at blive brugt på grund af støbningerne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce