x
Annonce
Ikast-Brande

Mere regn på vej: Kommune tilbyder gratis sandsække mod regnvand

Brande Å er faretruende stor i denne tid, og det er årsagen til, at kommunen nu tilbyder borgerne gratis sandsække, hvis de ønsker at beskytte deres bolig. Foto: Mikael Lund
Brande Å er ved at løbe over sine bredder, og med mere regn på vej tilbyder kommunen nu gratis sandsække, hvis man ønsker at sikre sit hus.

Ikast-Brande: Du kan nu få sandsække som en hjælp til sikring af dit hus imod den megen regn. Det oplyser Ikast-Brande Kommune i en pressemeddelelse.

Sandsækkene er tilgængelige på genbrugspladsen i Brande fra tirsdag 18. februar og på de tre øvrige genbrugspladser fra onsdag 19. februar.

Når du henvender dig til medarbejderne på genbrugspladsen, får du udleveret de tomme sække, og du skal selv fylde sækkene op. Der står sand til rådighed på pladsen i Brande, hvor der i denne uge er de største risici for oversvømmelser.

Annonce

Mere regn på vej

Den meget regn har skabt problemer mange steder i landet, og især Jylland har været plaget af oversvømmelser.

I modsætning til de tidligere oversvømmelser i Brande, som skyldtes lokal styrtregn, er det denne gang den store mængde regn over hele vinteren, som har ført til, at der nu er ekstremt meget vand i Brande Å.

I en normal februar måned falder der ifølge DMI 43 mm. nedbør, og ifølge DMI's målinger faldt der 43,3 mm. regn i Ikast-Brande Kommune i løbet af lørdag og søndag, og dermed blev Ikast-Brande den mest regnvåde kommune i landet. For måneden som helhed (til og med mandag) er der faldet 113,4 mm. nedbør i Ikast-Brande, hvilket imidlertid ikke rækker til at gøre kommunen til landets vådeste. Den "titel" indehaves af nabokommunen Billund, som i løbet af de første 17 dage af februar har fået 132,9 mm. nedbør.

Ifølge DMIs vejrprognose er der mere regn på vej, også i oplandet til Brande å. Den enkelte borger kan selv gøre meget for at sikre, at der ikke sker skader på huse og andet, blandt andet ved at bygge en dæmning af sandsække forstærket med presenninger eller plastik som et midlertidigt værn imod vandet, hedder det fra Ikast-Brande Kommune.

Der er nyttig viden om sikring imod oversvømmelser, og hvad man selv kan gøre både hos Videnscentret Bolius på www.Bolius.dk og på www.Klimatilpasning.dk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Når Danmark står sammen hver for sig

Danmark

Overlæge: - Det er fortrinsvis de unge og raske, vi har i respirator

Annonce