Annonce
Ikast-Brande

Mestre på løbehjul forsamlet i Brande

Deltagerne stod sjældent på selve løbehjulet ret længe ad gangen, og nogle gange blev tyngdekraften ophævet. Foto: Mikael Lund.
Skatere trodsede corona-frygt og stillede op til DM i skaterhal i Brande.

Brande: For anden weekend i træk lagde skaterhallen på Mylius-Erichsensvej lørdag og søndag ramper til et Danmarksmesterskab.

Mens deltagerne i forrige weekend havde spændt rulleskøjter under fødderne, gjaldt det denne gang DM i løbehjul, i fagsproget kaldet ”scoot” – og her kommer man ikke langt med blot at sætte fra med det ene ben og så ellers stille sig på løbehjulet.

Der blev vist de vildeste tricks i stigende sværhedsgrader, efterhånden som deltagerne i de forskellige klasser blev ældre og mere erfarne.

Alt i alt havde 180 deltagere fundet vejen til Brande for at dyste om DM-medaljer.

Deltagerne var inddelt i fem klasser: U8, U11, U14, AM og Pro, og næsten halvdelen stillede op i U14-rækken. Blandt dem Bjørn Hansen fra den arrangerende klub, Urban Street Zone, og trods sin unge alder er han faktisk en ganske erfaren herre i DM-sammenhæng. Weekendens DM var det tredje for hans vedkommende, og alle tre er blevet afholdt på hans hjemmebane i Brande. For to år siden var han næsten lige startet med sporten, men denne gang nåede han med et stærkt 2. run i kvalifikationen lørdag med i søndagens finalefelt, som på grund af de mange deltagere i klassen var udvidet fra 10 til 15.

Annonce

Ingen corona-panik i skaterhallen

- Vi følger retningslinjerne for at undgå at sprede smitte, lød svaret fra Frederik Giese fra Rullesport Danmark på spørgsmålet om, hvorfor man fra arrangørside havde valgt at gennemføre weekendens DM-arrangement.

Det havde man blandt andet fordi, der ikke var over 1000 mennesker samlet i skaterhallen.

Desuden blev der opfordret til, at man huskede at benytte håndsprit, og der var skåret meget ned på antallet af ”high fives” og krammere deltagerne imellem.

Frederik Giese er medlem af scoot-komiteen under Rullesport Danmark, som for tredje år i træk havde valgt at placere DM i Brande.

- Det er den bedste park lige nu, forklarede han om den beslutning.

Femteplads til Bjørn

Dommerne bedømte Bjørns andet gennemløb til at være 67,92 point værd, hvilket rakte til en placering som nummer 13 i kvalifikationen og en plads i finalen.

Mellem søndagens to finale-gennemløb nåede han at fortælle, at han ikke regnede med at vinde hverken DM eller medaljer.

- Det er mest for at være med – og for at opnå den bedste placering, sagde han om sin tredje DM-deltagelse, inden han gik på banen til sit andet gennemløb.

Og dommerne kunne tilsyneladende lide det, de så; i hvert fald blev Bjørn Hansen belønnet med hele 77,08 point, hvilket rakte til en flot femteplads sølle 0,63 point fra den nederste plads på sejrsskamlen.

Bronze til USZ-træner

I U11-klassen var det op til Jacob Toft Christensen at forsvare de lokale farver. Han kvalificerede sig til finalen som nr. 6 med 62,75 point, men var efter sine to gennemløb søndag godt klar over, at indsatsen nok ikke helt rakte til et danmarksmesterskab – dertil var et par af konkurrenterne i klassen simpelthen for skrappe – men han håbede på en tredjeplads. Helt så godt gik det imidlertid ikke, men han endte på en mere end godkendt syvendeplads.

I U8-rækken, som blev afviklet lørdag, endte Noah Lyager som nr. 8, og i Pro-rækken for de absolut skrappeste scoot-kørere, der har en af løbehjulsproducenterne som sponsor, sluttede Jeppe Nielsen, der som træner i Urban Street Zone kender ramperne ud og ind, på tredjepladsen, der udløste en bronzemedalje.

Danmarksmestrene

Top-3 i de forskellige klasser (inkl. de lokale finaledeltagere):

Pro:

1. Hjalte Langebek Hansen, 93,29

2. Simon Ulstrup Jensen, 90.83

3. Jeppe Nielsen, 89,88

AM:

1. Nis Günther Andersen, 86,04

2. Alexander Cortsen, 85,83

3. Victor Christensen, 84,42

U14:

1. Jonas Kristensen, 83,83

2. Asger Mølgaard, 78,75

3. Cathrine Thomassen, 77,71

5. Bjørn Hansen, 77,08

U11:

1. Urban Rørdam, 81,04

2. Orla Kellenberger, 80,88

3. Kasper Juhl, 77,29

7. Jacob Toft Christensen, 68,96

U8:

1. Emil Kryger Larsen, 50,42

2. Tobias F. Simonsen, 36,67

3. Villum Mellqvist, 31,25

8. Noah Lyager, 19,17.

Bjørn Hansen deltog i sit tredje DM og opnåede med en femteplads i U14-rækken sit hidtil bedste resultat. Foto: Mikael Lund
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Se billederne fra en lukket covid-afdeling: Sådan modtages corona-patienterne

Annonce