Annonce
Kultur

Mette har gjort en forskel i mere end 25 år - og nu har hun papir på det

Mette Egebjerg Vestergaard har været formand for give GIFs gymnastikafdeling i over 20 år. Torsdag den 2. april fik hun Vejle Kommunes "Du gør en forskel-pris" for ledere. Her er hun foreviget ved gymnastikafdelingens store forårsopvisning 2019. Foto: Jim Hoff
Torsdag aften den 2. april sad folk fra idræts- og foreningslivet i Vejle kommune klinet til de forskellige skærme på telefoner, ipads og pc’er, da Vejle Kommune grundet coronakrisen måtte aflyse den sædvanlige live-udgave af den store sportsgalla i idrættens Hus i Vejle og i stedet køre showet live via Facebook.

Give: Spændingen var ekstra stor på Hyldevang 33 i Give, hvor familien Egebjerg Vestergaard havde en helt speciel aktie i denne fine årlige sportsgalla, hvor man officielt hylder kommunens dygtige sportstalenter, de fantastiske frivillige og ildsjæle, der hver dag, år efter år, gør et stort stykke arbejde ude i foreningerne.

En hyldest af folk, der gør en forskel.

Og netop i kategorien ”Du gør en forskel”-lederprisen var Give GIFs gymnastikafdelingsformand, Mette Egebjerg Vestergaard indstillet og nomineret. Hun sad derfor sammen med sin mand Jacob og de to børn Emma og Lasse og fulgte meget interesseret, og naturligvis en kende spændt, med i den kommunale livestreaming af eventen.

-Det var en meget speciel oplevelse at være en del af det her setup via livestreaming. Jeg blev virkelig overrasket over at vinde, for jeg havde helt sikkert regnet med, at prisen var gået til Michael Kramer fra FC Prostata Vejle, fortæller Mette Vestergaard.

Annonce

Jeg blev meget rørt over det. Det er jo helt fantastisk, at der er nogen, der tænker på én i denne her sammenhæng. Dejligt at vide, at man sætter pris på og anerkender det arbejde, jeg går og laver i foreningen

Mette Egebjerg Vestergaard, vinder af "Du gør en forskel-prisen" 2020.

Dejligt boost med anerkendelse

Og så var det ikke engang live, at hun fandt ud af, at hun havde vundet. Få minutter før det tonede frem på skærmen, at det blev Mette Egebjerg Vestergaard fra Give GIF, der havde vundet årets “Du gør en forskel-pris”, ringede hendes telefon.

-Der var godt lidt mærkeligt. Hvem ringer på det her tidspunkt, tænkte jeg. Det var så Christian Daugaard, der stod for livestreamingen fra sit studie her i Give. Han ønskede mig tillykke med prisen - og det forstod jeg ikke umiddelbart så meget af, da det ikke var blevet offentliggjort på Facebooks livestreaming endnu. Men det viste sig så, at der var forsinkelse på livestreamingen, og lidt efter så jeg så det hele ‘live’ på skærmen, fortæller Mette Vestergaard.

Med prisen følger en check på 5000 kroner, men det er ikke pengene, der får det brede smil frem hos Mette Vestergaard i forbindelse med den fine hæderspris.

- Jeg blev meget rørt over det. Det er jo helt fantastisk, at der er nogen, der tænker på én i denne her sammenhæng. Dejligt at vide, at man sætter pris på og anerkender det arbejde, jeg går og laver i foreningen. I det daglige kommer man jo let ind i en slags rutine omkring arbejdet, så det er virkelig et dejligt boost at få, at der er nogen, der lægger mærke til én på en positiv måde, siger Mette Vestergaard.

Født med foreningsliv i generne

At det netop blev Mette, der vandt den fornemme hæderspris, findes der flere gode forklaringer på. For det første var der lavet en flot indstilling fra Give GIFs eksterne formand Kenneth Pedersen, der lovpriser Mette Vestergaards mangeårige og meget kompetente arbejde i foreningen både som instruktør, leder og formand.

Her males der et flot portræt af et ihærdigt, initiativrigt, fremsynet og udviklingsparat foreningsmenneske, der fuld af energi og gå-på-mod har været med til i en årrække virkelig at gøre en positiv forskel for gymnastikafdelingen under Give GIF.

For det andet er hun datter af Ellen og Børge Vestergaard, der ud over at have været indehavere af Give Elforretning i en menneskealder, begge har været, og stadig er, inkarnerede foreningsmennesker, og som også har gjort en væsentlig forskel i de foreninger, de har været en del af lige fra Give Fremad, Give Bridgeklub, Give Golfklub og til Give Lystanlæg.

- Det er klart, at det med at være foreningsmenneske, det er kommet ind med generne. Men der har aldrig været pres fra mine forældre om, at jeg skulle gå ind som instruktør eller leder i en forening. Det har bare været helt naturligt for mig at vælge den vej. I bund og grund har jeg meget svært ved at sige nej, og jeg hjælper gerne til, hvor man måtte ønske min hjælp, fortæller Mette Vestergaard.

Gymnastikken har været en stor del af Mette Egebjerg Vestergaards liv, siden hun som barn lavede de første elegante hop og dansetrin i gymnastikforeningen i Give. Arkivfoto

Det gode sammenhold driver værket

Efter selv at have været aktiv gymnastikpige i barndomsårene med en mindre pause fra gymnastikken i de første teenageår vendte hun tilbage efter et efterskoleophold og sprang derefter straks ud som instruktør i gymnastikafdelingen.

I 2018 kunne Mette Vestergaard fejre 25-års jubilæum som leder i foreningen, og her to år senere kan hun så glæde sig over den fine pris og det særdeles velfortjente skulderklap fra officiel side.

I et par år sad hun både i hovedstyrelsen og som formand for gymnastikforeningen, men da det er selve gymnastikken, hun brænder for, valgte hun for nogle år siden at koncentrere sig 100 % om opgaven som formand for gymnastikafdelingen.

Efter 27 år som leder med op til 20 timer om ugen, nogle gange mere, i gymnastikkens tjeneste, kunne det være interessant at finde ud af, hvad det er for et brændstof, der driver Mette Vestergaard til på frivillig basis over 25 år at gøre en forskel for de cirka 500 medlemmer i Give GIF.

- Selvfølgelig bruger man meget tid på foreningsarbejdet, men det er bare så givende at være en del af en velfungerende forening som vores. Vi har en rigtig god ledelse og styregruppe, man bliver altid mødt med et smil og et ‘hej’, og man føler sig bare anerkendt, for det det man gør. Når man er omgivet af så gode og dygtige folk, som jeg er i gymnastikforeingen, og når man har det så godt sammen og har så stærkt et sammenhold, som vi har det, så er det altså bare en fornøjelse at være en del af en forening. Og det i sig selv kan jo drive værket i mange år, konstaterer Mette Vestergaard med et stort smil.

I 2018 blev Mette Egebjerg Vestergaard hædret for 25 års virke som leder i Give GIFs gymnastikafdeling. Arkivfoto

Next stop: Det nye springcenter

Hun har altid været godt til at finde nye projekter og tiltag med henblik på at gøre gymnastikafdelingen endnu stærkere og bedre, og lige nu er der rettet en del energi og fokus ind mod etableringen af det nye store samlede idrætscenter ved Søndermarkshallen i Give, hvor gymnastikafdelingen som en naturlig del af udviklingen af foreningen og dets gymnastikfaglige tilbud ser frem til at få etableret det springcenter, som man har sukket efter i mange år.

-Jeg glæder mig rigtig meget til at vi får det nye springcenter. Og det er helt nødvendigt, hvis vi skal fastholde vores medlemmer og gerne udvide antallet. Ikke mindst skal vi have flere drenge til at lave springgymnastik, og det får vi kun med et moderne springcenter med alle de rigtige faciliteter til rådighed, siger Mette Vestergaard.

Hun kommer som beskrevet selv fra en aktiv foreningsfamilie, og det har hun givet i arv til sin egen kernefamilie, hvor husbonden Jakob er medlem af Give Cykelklub og formand for Kom og Træn, mens Emma i år er sprunget ud som instruktør i gymnastikafdelingen og Lasse er en ivrig fodboldspiller i Give Fremad.

Til daglig arbejder Mette Vestergaard som køkkenleder/madmor hos Børnegården Søndervang - og også her er hun med til at gøre en forskel.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Danmark genåbner grænsen: Tyske, islandske og norske turister er nu velkomne

112

Bilist kørte ind i siden på modkørende

Annonce