Annonce
Debat

Mette tøver - men grænsespørgsmålet er altså en folkesag

Annonce

I min seneste klumme for et par uger siden skrev jeg om den anden fase af genåbningen af Danmark. Det drejede sig om storcentre, efterskoler etc. Jeg spurgte, hvor genåbningen af grænsen blev af. I mellemtiden er der blevet lukket endnu mere op: Spisesteder, værtshuse, gymnasier, zoologiske haver med videre. Det meste af samfundet er faktisk ved at være oppe i omdrejninger, men den dansk-tyske grænse forbliver stort set lukket.

Tyskland var ellers klar til at lukke helt op allerede den 15. maj. Argumenterne for at åbne grænsebommene hober sig da også op: Lavt smittetryk, økonomien i grænselandet etc. Rationelle begrundelser for den fortsat lukkede grænse er til gengæld svære at få øje på. Bolden er stadig hos Mette Frederiksen, men hun tøver. Hvorfor egentlig?

Det er vel ikke den gamle skepsis mod den store nabo mod syd, der stikker hovedet frem? Næppe. Intet tyder på, at Mette Frederiksen har noget imod Tyskland. Hendes første statsbesøg som statsminister i sommeren 2019 gik til Berlin. Her sagde hun endda ’du’ til Angela Merkel i sin tale til den tyske forbundskansler. Tolken, som var mere fortrolig med den tyske etikette end statsministeren, oversatte dog ’du’ til ’De’.

Hvad er så forklaringen på den fortsatte grænselukning, der efterhånden tangerer det dumstædige? Måske har det noget at gøre med, at statsministeren og hendes nærmeste rådgivere ikke opfatter grænsespørgsmålet som en folkesag? Mette Frederiksen kunne blive populær på at sige, at storcentre og efterskoler nok snart kunne åbne igen – endda inden hun gik ind til forhandlinger med de øvrige partier. Grænsespørgsmålet er åbenbart noget andet. Noget der foregår i udkanten og som ikke formodes at interessere så mange danskere?

Måske befinder mit forsøg på forklaring sig ude på det konspirationsteoretiske overdrev. Det kunne være interessant at være en flue på væggen, når Mette Frederiksen holder møde med sin særlige rådgiver Martin Rossen.

Mikael Busch
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Lad os gå sammen om at redde Lillebælt

Annonce