Annonce
Sport

Mexico frygter VM-udelukkelse og øger indsats mod homofobi

Hector Retamal/Ritzau Scanpix
Med en ny kampagne og et nyt initiativ håber fodboldforbund at udrydde homofobisk tilråb i Mexico.

Det Mexicanske Fodboldforbund (FMF) fører en ny kampagne og tester et nyt initiativ, der har til formål at udrydde et flittigt brugt homofobisk tilråb i mexicansk fodbold.

Forbundet frygter nemlig flere bøder fra Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) og i værste fald udelukkelse fra VM-slutrunden i 2022.

I Mexico forekommer det ofte, at fans råber "Puto", når modstanderens målmand tager et målspark. Ordet betyder mandlige prostitueret, men bruges oftest som et nedsættende ord om homoseksuelle mænd i Mexico.

- Hvis vi ikke får løst det her problem før starten på kvalifikationen til VM 2022, mindsker det vores chance for at deltage i turneringen, siger Yon de Luisa, der er præsident for FMF.

Han får opbakning fra Enrique Bonilla, der er chef for Mexicos bedste fodboldrække, Liga MX.

- Vi prøver at udslette alle racistiske og diskriminerende tilråb fra fodbolden, siger ligachefen.

I de kommende tre spillerunder i Liga MX vil et nyt sanktionssystem blive testet.

Ved første diskriminerende tilråb vil stadionspeakeren opfordre til at lade være. Anden gang er det op til kampens dommer, om han vil standse kampen og føre holdene i omklædningsrummet, mens et tredje tilråb vil give en straf til det hold, som de diskriminerende fans støtter i kampen.

Fifa straffede Mexico for homofobiske tilråb første gang i 2015 efter en VM-kvalifikationskamp mod Ecuador.

Siden er FMF blevet tildelt yderligere 13 bøder, hvor af den ene faldt under VM sidste år efter diskriminerende tilråb fra tribunen under Mexicos gruppekamp mod Tyskland.

- Vi er blevet straffet mange gange. Vi har fået 14 bøder i alt, og vi kan se frem til strengere straffe i form af større bøder, fratrækning af point og potentielt udelukkelse, siger FMF-præsident Yon de Luisa.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Villaer ryddet for designervarer

Annonce