x
Annonce
Erhverv

Michelin deler stjerner ud i dag: Kan Lyst gøre MeMu kunsten efter?

Michael Munk driver Restaurant MeMu sammen med sin bedre halvdel, Mette. Sidste år hev de en Michelin-stjerne i land. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Flere restauranter er i spil i Trekantområdet, når Michelin-manden drysser stjerner ud over Nordens restauranter senere i dag.

Vejle: To restauranter i Trekantområdet er allerede beriget med en stjerne fra den runde, storsmilende Michelin-mand, nemlig Restaurant MeMu i Vejle og Restaurant Ti Trin Ned i Fredericia.

Derudover er endnu en Vejle-restaurant i spil, når årets Michelin-guide i eftermiddag præsenteres i Trondheim - nemlig Restaurant Lyst i Fjordenhus ved Vejle Havn.

Lyst åbnede først i efteråret, og det er derfor uvist, om guidens madanmeldere har nået at være på besøg.

Hvorvidt de to førstnævnte restauranter beholder deres stjerne eller får en mere - og hvordan Lyst klarer sig - ved vi i eftermiddag klokken 17.

Præsentationen af Michelins nordiske guide sker i Trondheims koncertsal, Olavshallen, og bliver efterfulgt af en middag for inviterede gæster på Brittania Hotel.

- Vi ser frem til at fejre de nordiske restauranter i Trondheim her til eftermiddag. Byen har i løbet af de seneste år udviklet sig til en vigtig kulinarisk destination i Norden, hvor tradition møder nye ideer. Toprestauranterne i byen er på allerhøjeste niveau, når det gælder innovation og bæredygtighed, og de præsenterer nogle af de flotteste råvarer, du kan finde i hele Norden, siger Gwendal Poullennec, international direktør for Guide Michelin.

Vi følger stjerne-showet her på www.vafo.dk

Sådan blev stjernerne fordelt i 2019

  • Jylland
    • Henne Kirkeby Kro, Henne Kirkeby: To stjerner
    • Domestic, Aarhus: En stjerne
    • Gastromé, Aarhus: En stjerne
    • Frederikshøj, Aarhus: En stjerne
    • Substans, Aarhus: En stjerne
    • Ti Trin Ned, Fredericia: En stjerne
    • MeMu, Vejle: En stjerne


    Sjælland
    • Slotskøkkenet på Dragsholm Slot, Hørve: En stjerne
    • Frederiksminde, Præstø: En stjerne


    Københavnsområdet
    • Geranium, København: Tre stjerner
    • Noma, København (NY): To stjerner
    • A|O|C, København: To stjerner
    • Kadeau København, København: To stjerner
    • Alouette, København (NY): En stjerne
    • Era Ora, København: En stjerne
    • Formel B, København: En stjerne
    • Jordnær, Gentofte: En stjerne
    • Kiin Kiin, København: En stjerne
    • Kokkeriet, København: En stjerne
    • Kong Hans Kælder, København: En stjerne
    • Marchal, København: En stjerne
    • 108, København: En stjerne
    • Relæ, København: En stjerne
    • Søllerød Kro, Holte: En stjerne
    • Studio at the Standard, København: En stjerne
    • Clou, København: En stjerne


    Bornholm og Færøerne
    • Koks, Leynavatn på Færøerne: To stjerner
    • Kadeau, Aakirkeby på Bornholm: En stjerne

Det betyder stjernerne

De prestigefulde stjerner bliver uddelt efter helt særlige kriterier, og det er udelukkende de såkaldte michelininspektører, der beslutter, hvilke restauranter der fortjener en eller flere stjerner.

Michelinstjernerne uddeles kun på baggrund af den mad, der serveres, og inspektørerne vurderer hverken indretningen eller betjeningen. Ifølge Michelin selv bedømmes maden ud fra disse fem kriterier:

  1. Kvaliteten på råvarerne
  2. "Håndværket" - det vil sige smagen og tilberedningen
  3. "Personligheden" - det vil sige, hvor godt det er lykkedes for kokken at finde sit eget udtryk
  4. Noget for pengene
  5. Kvalitet over tid - det vil sige, at oplevelsen ikke må afhænge af, hvornår man besøger restauranten.

Inspektørerne uddeler mellem en og tre stjerner. Det betyder stjernerne:

  • En stjerne betyder, at det er en "rigtig god restaurant i sin kategori".
  • To stjerner betyder, at restauranten er "en omvej værd".
  • Tre stjerner betyder, at en restaurant er "værd at rejse efter".

Michelin-guiden

  • Michelinguiden er udgivet af den franske dækproducent Michelin.

  • Guiden, som første gang kom for 114 år siden, havde til formål at guide de franske bilister om, hvordan man skiftede dæk, glødelamper og gav tips til, hvor man med fordel kunne spise og overnatte.

  • Guide Michelin, som den hedder på fransk, er en af de ældste restaurantguider og regnes som den største autoritet inden for gastronomi.

  • I 2019 fik hele 28 danske restauranter én eller flere Michelinstjerner.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce