Annonce
Vejle

Middag på den lokale

Fotos: Benny F. Nielsen
Vindingaardcentret ved Fredericiavej i Vejle er ikke det oplagte hjemsted for et a la carte spisested, men Restaurant Vindinggård er heller ikke nogen typisk restaurant. Det ydmyge spisested i centrets røde murstensbyggeri har noget kommunalt over sig ved første øjekast, hvilket man dog ikke skal lade sig narre af. Her har vi med en vaskeægte lokalrestaurant at gøre . En af dem, hvor man nyder en øl på bordene ude foran, inden man spiser indendørs, og hvor folk fra nabolaget drysser forbi og henter take-away poser med hjem. Om man bryder sig om rokokostolene og det store bassin med akvariefisk er en smagssag, men restauranten tilhører i hvert fald de lokale. Og så må man gæste stedet med den ydmyghed og respekt, det fordrer, når man trænger ind på andres enemærker. Tonen er skam gæstfri nok, og vi fik fin behandling under hele måltidet af restaurantens enlige tjener. Besøgstallet sådan en fredag aften i sommerferien er ikke svimlende, og Vindinggård holder sig klogeligt til en overskuelig menu med tre gange fire valgmuligheder på aftenkortet, mens frokostudbuddet rummer både smørrebrød og lette retter. Stilen er Middelhavs-dansk langt fra førende modestrømninger - givetvis afstemt efter stampublikummets ønsker - og prislejet ligger i den lette ende af skalaen. Vindinggård har et fint lille vinkort med yderst beskedne priser. Vi delte en flaske jævn Cotes du Rhone fra Rastau til 200 kroner, hvilket repræsenterede prislejet meget godt. Husets vin sælges som den eneste glasvis, og så er der naturligvis både øl i hanerne og på flaske. Vi var to voksne plus teenager, og vi fik smagt os igennem godt og vel halvdelen af repertoiret. Indbagt fiskesuppe hertil krebshalesalat og dildcitronolie (75 kr.) kom på bordet som en variation af mesterkokken Paul Bocuses berømte Elysee-suppe fra 70'erne: Suppen bages færdig i løvehovedskål under et lag af butterdej, som hvælver over retten, når den kommer på bordet. Den ser man ikke tit længere og er måske heller ikke just, hvad man forventer at finde på spisekortet på et ydmygt spisested i det sydøstlige hjørne af Vejle. Vindinggård holder sig da også langt fra originalens trøfler og foie gras - fiskesuppen under det perfekt støbte butterdejslåg var en flødelegeret én af slagsen med sprøde urter, mens en lille tue af krebsehaler ved siden af tallerkenen var til at blande i den hede væske, når låget var brudt med skeen. I teorien en udmærket ide, men suppen manglede både salt, kraft og karakter, og så var det ikke helt nok, at krebsen hørte til den bedre af slagsen med både bid og smag - fløden blev det dominerende element, og så bliver en ret som denne for tung. Mere konventionel var rejecocktailen (68 kr.) serveret i traditionelle, høje glas med en pæn portion gode, velsmagende rejer rørt i thousand island med dåseasparges - standardservering efter bogen. Det var brødet, som kom på bordet til forretterne til gengæld ikke. Køkkenet havde en generel tendens til undersaltning gennem hele måltidet, og det strakte sig også til det formentlig hjemmebagte franskbrød, som smagte som om, det var bagt helt uden salt og i hvert fald helt uden smag. Uden at virke specielt bedaget var konsistensen smuldrende og i munden blev brødet til savsmuld, hvilket var en særlig ubehagelig oplevelse på en hed sommeraften. Smørret, som var lovet på menukortet, måtte vi bede om, før det kom på bordet, og det var ellers stærkt påkrævet for at åbne mulighed for at synke et stykke virkelig dårligt håndværk. Hovedretterne oplevede vi i tre varianter. Dagens fisk (185 kr.) var torsk i to tilberedninger : Smørstegt med sprød overflade og kogt, begge i to tykke fileter og begge upåklageligt tilberedt. Udover kogte kartofler med persille havde torsken selskab af en mild ærtepuré på tallerkenen - en rigelig fersk servering, men ellers uden anmærkninger. Bagt unghanebryst med frisk pasta, tomater og krydderurtesauce (185 kr.) er vel efterhånden også blevet en dansk restaurant-standard som en hybrid mellem dansk, fransk og italiensk køkken. Brystet blev serveret på benet, stegt en lillebitte smule tørt men med pæn og god smag og sprødt skind. Tomaterne smagte til gengæld ikke af meget, og saucen mindede slående meget om hvidvinssaucen i min Saltimbocca (195 kr.). Tynde skiver kalvefilet med parmaskinke og hele salvieblade var lige efter bogen, de sprødstegte kartofler ligeså, men igen var krydringen forbavsende fad og tilsyneladende ikke smagt til med salt - en lidt besynderlig udeladelsessynd, når nu råvarerne i alle tre hovedretter var af anstændig kvalitet. Dessertkortet gav fire valgmuligheder, og teenageren kunne ikke holde sig fra "Varm bananasplit", karameliserede bananer, vanilleis og chokoladesauce (65 kr.). En servering med rødder i 70'erne, og Vindinggårds variant var ikke dårlig. Portionen var forbilledlig holdt i beskeden volumen, så den ikke fremstod vulgær, som bananasplit ellers let kommer til. Bananen var sprød og sød, vanilleisen god, og chokoladesaucen reduceret til nogle tynde striber. Fint. Chokoladekage med hvid chokoladeis og chokoladecoulis (70 kr.), lød mere kompliceret, end tallerkenen afslørede. Et lille stykke velsmagende chokoladekage i tre lag, fint afstemt og med god smag af den hvide chokoladeis i næstøverste lag. Eksotiske sorbeter (65 kr.) dækkede over henholdsvis mango og ananas ledsaget af en kokosis, jeg mistænkte for at være flødeis snarere end sorbet. Den stjal en del af smagsopmærksomheden fra de to sorbeter, som ellers smagte friskt og godt, og fuldtendte et godt sidste indtryk af middagen. Med et par kopper kaffe nåede vi et stykke over 1000 kroner, og det var til gengæld rigelig for en samlet smagsoplevelse, der ikke hævede sig over det jævne. Lidt mere mod, lidt mere krydring og lidt mere spræl ville gøre underværker. Men så igen - hvad forstår en udeforstående sig på, hvordan de lokale foretrækker at spise på "deres" restaurant?
Annonce
Navne For abonnenter

Lægerne sagde, hun var for ung til at dø, men de kæmpede forgæves: Anja døde med sønnen Christian ved sin side

Danmark

Lørdagens coronatal: 36.000 er testet positiv det seneste døgn

Annonce
Annonce
Annonce
VEJLE For abonnenter

Marc Oliver mistede sin fireårige datter, da hans kæreste rejste til udlandet og sendte ham en skæbnesvanger besked: Nu har han udgivet et album, hvor han synger om savnet af sin lille pige

LEDER For abonnenter

Klamydia hærger og plager de unge i Vejle: Så på med kondomet og dyrk nu sikker sex, for fanden...

Vejle

Når turen kommer til Vejle: Sådan vil man løse parkeringsudfordringerne

KLUMME For abonnenter

Mogens puster ud oven på en uge med deprimerende læsning: 'Kom så, Birthe Kjær - vi maler byen gul!'

Løvkvist: Formandsvalget forsvandt - nu er det en afstemning for eller imod Messerschmidt

Erhverv For abonnenter

Husejere i Tirsbæk Bakker føler sig snydt af altmuligmand fra Jelling: 'De er nogle tastaturkrigere, der ikke regner håndværkere for noget'

Chefen kalder sine medarbejdere for nørder i alt fra sten og stål til træ og polster - møbelfabrikken Mølballe har vokseværk

Livsstil

Jacob på 78 og de tre friske badepiger nyder det kolde dyp: 'Det er som boblende champagnebrus under huden'

Hver anden dansker gør intet for at spare på strømmen

Vejle

Opfordring til at droppe demonstrationer blev benzin på bålet: 'Nu vil vi tale endnu mere med pressen og sætte endnu flere skilte op'

Navne For abonnenter

Se videoen: De første autografjægere har allerede banket på hjemme hos tømrerlærlingen fra Højen - Hvor langt kan Lasse mon nå i årets X Factor?

KLUMME

Provsten kæmper stadig med mors gode råd: 'Hold dig nu til sandheden, Børge!"

Annonce