Annonce
Børkop

Midtvejsvælgerne skød med skarpt

Syv politikere og 100 borgere satte hinanden stævne ved Børkop Lokalråd og Vejle Amts Folkeblads midtvejsvælgermøde. Foto: Jørgen Flindt
Visioner og nye projekter er der nok af. Men hvad med konkrete ting og tiltag? Knap 100 vælgere søgte efter konkrete svar hos politikerne ved Børkop Lokalråds og Vejle Amts Folkeblad midtvejsvælgermøde i Markant.

Børkop: Børkop spiser havregrød hver morgen og vokser med imponerende kraft. Men hvad nu? Skal det bare fortsætte?

Og hvad med idrætscentret i Gauerslund. Hvad skal der konkret ske der?

Og hvad med visionen om Børkop som "Naturbyen"? Hvad skal der konkret ske der?

Mange spørgelystne borgere var onsdag aften mødt frem til en nyhed. Et midtvejsvælgermøde. Mødet fandt sted i kulturhuset Markant i Børkop, og ved fire runde borde sad syv politikere, en fra hvert af de syv partier, der er repræsenteret i Vejle Byråd. De skulle ikke frygte, at de blev mødt af en tavs sal. Tværtimod var der meget på hjerte hos de fremmødte, og spørgsmålene var mange.

Ordstyrer var Vejle Amts Folkeblads polititiske journalist, Kaare Johansen, og han åbnede ballet med et spørgsmål om Børkops markante vækst. Og så blev der ellers budt op til dans.

Politikerne var enige langt henad vejen. Vækst skal der til, men det skal være i balance, men det er en sag, der ligger borgerne meget på sinde. Det går så stærkt, at infrastruktur, halkapacitet og andre ting ikke kan følge med.

De var alle syv enige om, at vækst kræver planer, hvor helheden tænkes ind.

Annonce

De deltog

Det var lokalrådet i Børkop, der sammen med Vejle Amts Folkeblad arrangerede midtvejsvælgermødet, som fandt sted i Markant i Børkop.

Det skete torsdag 21. november, præcist to år efter, vi havde været ved stemmeurnerne ved kommunalvalget i 2017. Og stort set to år før næste valg.

Alle syv partiet i byrådet måtte stille med en repræsentant. Fra Venstre var det borgmester Jens Ejner Christensen. Derudover deltog Morten Kristrensen (SF), Søren Peschardt (S), Dan Arnløv (K), Anja Daugaard (LA), Kenneth Fredslund Petersen (DF) og Torben Elsig-Pedersen (R).

Mange emner

Men som aftenen skred frem, stod det klart, at der var mange emner, som skulle op at vende.

Der blev blandt andet spurgt ind til udsigten til almene boliger i Gårslev, udstykning i Skærup, en ny strand i Brejning, den manglende trafiksikkerhed ved Lilholtvej i Børkop, biodiversitet, manglende cykelstier i Gårslev, kommunens manglende finansiering af Fischers Plads i Brejning, de dårlige adgangsforhold på stationen i Børkop og en mulig opdatering af Brejning Lystbådehavn.

Og så var der idrætscentret i Gauerslund. Hvad skal der konkret ske med det? Hvad er processen, og er det noget, vi borgere bliver indraget i? lød det som spørgsmål fra salen.

- Vi ved det ikke 100 procent endnu. Og så er vi tilbage til, at vi skal tænke i helheder, hvilket I også efterspørger her på mødet. Men bare rolig. I skal nok blive involveret. Det ligger helt fast, sagde Dan Arnløv Jørgensen (K), der som formand for idræts- og kulturudvalget stod på mål for snakken om Gauerslund Idrætscenter.

Natur i Børkop

Også når det angår den helt nye byvision om, at 7080 skal være kendt som "Naturbyen", blev der efterspurgt direkte handling.

- Vi ved nu, hvad visionen er, og den kan jeg personligt kun bakke op omkring, men hvad angår natur, har vi i Børkop faktisk ikke ret meget natur, for der sker hele tiden en tilvækst på bekostning af naturen. Så mit spørgsmål er: Hvad skal der laves af konkrete tiltag for at vi bliver en naturby?, spurgte Christian Treullé, der er borger i Børkop.

Her bød blandt andet Anja Daugaard (LA) og Torben Elsig-Pedersen (R) ind med mulige løsninger.

- Nu er det en vision, og det er der, alt skal starte. Men personligt vil jeg mene, at der skal skabes flere stier til at cykle, gå og ride på. Og så skal der være mere formidling omkring naturen, sagde Anja Daugaard blandt andet, mens Torben Elsig-Pedersen gik konkret ind i sagen.

- Har I meget natur i Børkop? Nej, det vil jeg ikke mene, for det bør da være noget med vild natur langt ind i byen. Grønne kiler fyldt med vild natur, hvor blomsterne gror og naturen lever. Den slags, synes jeg godt, vi som politikere kan understøtte endnu mere, sagde han.

De blomstrende ord blev - næsten - de sidste ord på en aften, hvor politikerne og vælgerne mødte hinanden. Lige midt mellem to valg.

Torben Elsig-Pedersen (R) var en af de syv politikere, som svarede på de mange spørgsmål, som kom fra salen. Foto: Jørgen Flindt
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Jacob Bank forfølger sin OL-chance

Annonce