Annonce
Billund

Mille, Michela og Alexander er medhjælpere ved  Sommer på engen: - Folk går glip af meget ved ikke at være her

Mille Haugaard Sørensen, Michela Skov Jørgensen og Alexander Guldager er den del af det unge "Crew", der hjælper til ved Sommer på engen i Anlægget i Grindsted. Foto: Annette Bruun Jarl
Sommer på engen i Grindsted har et ungt hold af medhjælpere, der sørger for at tilrettelægge det hele og få gæsterne til at føle sig velkomne.
Annonce

Grindsted: De sorte kasketter med påskriften "Crew" (personale, red.) sidder kækt på skrå, så man ikke er i tvivl om, at Alexander, Mille og Michela er nogle af dem, man kan spørge om, hvad der egentlig foregår her. Det gør blandt andre en ung fyr, som kommer forbi Anlægget i Grindsted og får øje på de to bålfade, kongespillet og de store hvide telte.

Her er "Sommer på engen", får han at vide. Det er for alle unge, helt gratis. Der er spil, musik og hygge, og mellem 18.30 og 19 er der gratis brød og pølser. Det lyder godt, synes han, og vil lige hjem og hente sit arbejdstøj. Så vil han komme tilbage sammen med sin veninde.

Mille Haugaard Sørensen på 20 år har været med til at arrangere "Sommer på engen" de seneste dage og kunne godt tænke sig, at flere unge fik øjnene op for det gode tilbud, som man kan nå at være med til tre gange endnu:

- Folk går glip af noget ved ikke at være her, siger hun.

Klokken har slået 17, og i det samme kommer en flok mindre drenge hjulende på cykler:

- Må vi godt være med igen, lyder det ivrigt fra en af dem, der den anden dag var med til lasergame og træklatring. Og det må de hellere end gerne.

På den anden side af åen er der allerede en flok, som trimler rundt i store oppustede balloner og griner højlydt, mens musikerne ved den lille scene er ved at gøre klar til både sange omkring bålet og en lille koncert.

Annonce

Ind i fællesskabet

Mille har været sygemeldt en tid, men vil gerne lave noget sammen med andre.

- Når man er sygemeldt, sker der jo ikke så meget. Her kan man være med i behagelige rammer, hvor man bliver hevet med ind i fællesskabet, siger Mille, der er godt på vej til at komme sig efter en depression.

Mille Haugaard Sørensen, 20 år og fra Sdr. Omme, hjælper til, så Sommer på engen bliver et hyggeligt sted for unge at komme. Foto: Annette Bruun Jarl

Hun tænder stearinlys på pladsen, sørger for tæpper på de farvestrålende campingstole og er klar til at byde andre unge velkommen.



Her kan man være med i behagelige rammer, hvor man bliver hevet med ind i fællesskabet.

Mille, medhjælper ved Sommer på engen


Forude venter en praktikperiode, og så vil hun gerne uddanne sig til butiksassistent. Bare det at have den tanke, er stort:

- For et halvt år siden, kunne jeg slet ikke forestille mig, at jeg ville kunne noget. Det er dejligt at være kommet videre, siger hun.

Annonce

Tro på fremtiden

Michela Skov Jørgensen er også glad for at være medhjælper. Hun sørger for, at der er kaffe i termokanderne, lys i glasfadene og for at unge gæster har en at spille med, hvis de kommer og har lyst til det.

Kaffen kommer i kog over bålet. Michela Skov Jørgensen og Mille Haugaard Sørensen fylder termokanderne. Foto: Annette Bruun Jarl

- Der har ikke været sådan noget her i byen før, og jeg vil gerne hjælpe med til, at det bliver fedt at komme her. Jeg har selv haft det mega sjovt, siger den 22-årige Michela, der efter to år med depression lige nu er i praktik i Blå Kors Genbrug. Hun er i fuld gang med at tænke på sin fremtid - som hundefrisør og måske som mobil hundefrisør.

- Det er rart at komme til et punkt, hvor der er noget, jeg har lyst til, og begynde at drømme og tænke på fremtiden. Alle, der bliver ramt af en depression, bør få det håb, at man kan få det godt igen, siger hun med et stort smil.

Annonce

Engagement

Alexander Guldager er også blevet hevet ind som medarrangør af Poul Skovhus, medarbejder i kommunens ungeafdeling, der står for Sommer på engen. Til hverdag går han på gymnasiet og har det med at engagere sig i lidt af hvert.

De har det sjovt, mens de gør klar til Sommer på engen. Mille Haugaard Sørensen, 20,  Alexander Guldager, 18,  og Michela Skov Jørgensen, 22,  er en del af det unge hold, der får det hele til at glide. Foto: Annette Bruun Jarl

Ved Sommer på engen sørger han både for, at skraldespandene kommer til at stå de rigtige steder, at kongespillet er klar og for at snakke med dem, der kommer:

- Jeg synes, det er fedt at være med til det her, og jeg ville gerne have, at der kom endnu flere, som ikke var inviteret, siger Alexander og laver endnu et opslag på Facebook om, at det altså er nu, det sker.

Der er Sommer på engen igen torsdag den 9. juli, tirsdag den 14. juli og torsdag den 16. juli. Alle gange klokken 17-20.30.

Musikeren Nive Nielsen, til venstre, var med til Sommer  på engen. Lokale musikere og de unge gik også med i bandet. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Husk at sortere: Eksplosion i skraldebil skyldtes gasflasker

Annonce