Mindeord: Jesper Rudolf, Svendborg, har på familiens vegne skrevet mindeord om sin far, Børge Rudolf, Jelling, der blev 82 år:
Onsdag 3. marts sov Børge Rudolf, efter en sidste periode med sygdom, stille og roligt ind, omgivet af sine nærmeste. Han blev 82 år og blev begravet ved Jelling Kirke onsdag 10. marts.
Børge blev født i husmandskår på kanten af Bjerlev Hede. Ældst i en søskendeflok på fem bevægede han sig tidligt hjemmefra, ud i landbrug.
Det bragte ham forbi en periode som ko- og svinekontrol og en periode som fåreavler på Island, sammen med en højskolekammerat fra Frederiksborg Højskole.
Han kom i militæret og blev som korporal. Efterfølgende deltog han i hjemmeværnets arbejde.
Siden bevægede Børge sig imod det merkantile. Han havde mangfoldige ideer og projekter indenfor området med salg.
Over job som lagerforvalter endte han med at finde sig bedst tilpas som handelsrejsende, hvor han kørte med andres kollektioner, men også løbende medtog egne varer.
Til ungdomsbal i Ådal Forsamlingshus mødte han i 1961 sit livs kærlighed, Kirsten, som han blev gift med.
Sammen byggede de hus i Hvejsel og Jelling og blev aktive medborgere i mange sammenhænge. Deltagelse i flere foreninger med tillidshverv i bestyrelser brugte Børge bl.a. sin tid på.
I ægteskabet blev livet delt. Et af de store projekter var butik "Kirsten", ligesom hus og sommerhuse og båd var fælles projekter.
Interesse for at følge børn, børnebørn og oldebørn var nærmest en passion, og de var begge aktive i idræt.
Fælles var de også om at nå næsten verden rundt på deres mange rejser.
Børge var en hædersmand, og en aftale skulle overholdes.
Han hjalp meget gerne, hvor han kunne, og kontakten til landbruget var næsten til det sidste sikret, når han var høsthjælp hos venner.
Punktlighed, ordentlighed og retfærdighed var karaktertræk, der kendetegnede Børge.
De, der kendte Børge, oplevede ham som en glad, imødekommende og aktiv mand, der ofte havde en kvik kommentar. Han havde mange kontakter og venner.
Gennem 52 år var han med i Kortklubben med faste mødegange.
Naboskabet fra Hvejsel og Jelling blev plejet fast og ofte festligt. I det hele taget satte Børge pris på sammenkomster og festlige anledninger, hvor dans og musik gerne måtte indgå.
I forhold til familien var Børge kærlig, omsorgsfuld, interesseret i at alle havde det godt, og han har altid troet på sine børn og deres evner.
For børnebørn har han været et "legebarn".
Masser af ferier er holdt sammen hele familien.
Børge efterlader sig enke, tre børn, ni børnebørn og to oldebørn.
Æret være Børges minde.