Annonce
Navne

Mindeord: Mogens var et kæmpe aktiv

Mogens Jensen og hans familie har boet lige op ad Engelsholm Skov siden starten af 1970’erne, og Mogens Jensen holdt meget af at opholde sig i skoven, ikke mindst når den stod på løbeture. Arkivfoto: Morten Pape
Mindeord om Mogens Jensen, som slet ikke kunne lade være med at samle folk omkring sig til løb, fodboldspil, cykelsport og alt andet, man kunne være fælles om.
Annonce

Mindeord: Formand Lars Houbak, Firehøje Idrætsforening, og Jens Skov, formand for Firehøje Fodbold, skriver disse mindeord om Mogens Jensen, som var æresmedlem i Firehøje Idrætsforening. Mogens Jensen døde 8. december, han blev 82 år.

8. december ”drog han ud på sin sidste rejse”, som familien udtrykker det. Vi opfatter det som om de hentyder til de mange rejser til store løb rundt i verden, som Mogens arrangerede.

Mogens Jensen flyttede med sin familie til Ny Nørup i starten af 1970´erne, hvor han blev ansat som skoleinspektør på Nørup Centralskole.

Mogens og sønnerne, Morten og Michael, fik ret hurtigt en stor og afgørende rolle for den efterfølgende udvikling i den lokale fodboldklub – dengang NUGI (Nørup Ungdoms-, Gymnastik- og Idrætsforening, red.).

Mogens Jensen var primus motor bag flere ungdomshold, som blev kredsvindere og efterfølgende nåede langt i kampen om det jyske mesterskab med flere semifinalepladser og et mesterskab.

Mogens var dygtig til at ansætte lærere på skolen, som også havde fodboldmæssige interesser. De blev både trænere og spillere i klubben.

Da Mogens var seniortræner, gik klubben hurtigt fra et enkelt hold til tre hold. Han førte klubben fra serie seks til toppen af serie tre. Og til en semifinale om det jyske mesterskab.

Mogens har altid haft en stor lyst til at løbe og få andre til at løbe. Han arrangerede samlet tilmelding for skolens elever og fodboldklubben, så vi kunne vinde konkurrencen for flest deltagere. Senere arrangerede han deltagelse til gadestafetløb på strøget i Vejle, og vi vandt løbet nogle gange.

Det udviklede sig til en lokal løbeklub. På et tidspunkt skulle de til maratonløb i Berlin, hvor de kørte i viceinspektør Torben Heldings lille Fiat, og var helt ødelagte, da de kom frem. Året efter arrangerede Mogens en fælles bus. Det udviklede sig til Marathonexpressen, som han brugte meget tid på, efter han var stoppet som skoleinspektør.

Senere solgte han firmaet og det fusionerede med Marathon Travel Club, hvor han helt til det sidste fungerede som guide på rejser rundt i hele verden.

Mogens blev optaget af landevejscykling og blev del af den lokale cykelklub, hvor han arrangerede ture med bus langt ned i Tyskland, for derefter at cykle hjem i etaper og overnatte på hoteller med hygge om aftenen.

Mogens var et fantastisk aktiv for idrætsforeningen og specielt fodboldklubben. Han var med ved sammenlægningen af klubberne fra Randbøldal, Vandel og Nørup som i 1978 blev til Firehøje IF.

Mogens var gennem sine 30 år som skoleinspektør med til at etablere et fantastisk samarbejde mellem skolen og idrætsforeningen. Blandt andet købte skolen og idrætsforeningen 300 stole tilsammen, som kunne bruges efter behov af både skolen og idrætsforeningen til sommerfesten i Nørup.

Lars Houbak husker, at han lærte Mogens at kende, da han var gået på pension – men ikke i stå. Lars foreslog digital tidtagning til det traditionelle Firehøjeløb i forbindelse med sommerfesten i Nørup. Det blev der holdt møde om hjemme hos Mogens og Lene i deres dejlige hjem. Mogens så straks mulighederne i, at de mange frivillige der sad med stopure, kunne frigøres og hjælpe til på anden vis. Sådan var hans syn på livet – fyldt med muligheder.

Firehøjeløbet hedder nu Engelsholm Slotsløb og er afleveret til gode folk i Firehøje Fitness, som har videreudviklet det, til Mogens’ store glæde. For sådan var han også. Han tog ansvar og gav ansvar.

Lars Houbak husker, hvordan han kørte fra mødet med et smil. Mogens havde en ”hurtig humor” – en frisk replik, der aldrig blev grov – bare sjov, tankevækkende og ofte med et begavet ordspil.

Da Nøruphallen var færdig grundlagde Mogens en afdeling, som  i dag samler over 100 til Idræt i dagtimerne. Som formand for afdelingen kom Mogens i Firehøjes hovedbestyrelse, og møderne blev altid bedre og sjovere, når han var med. Han var godt selskab og en stærk kulturbærer.

I de senere år i stiftede Mogens ”Firehøjes Venner”. En lille klub af trofaste, som altid var til stede på Nørup Stadion samt ved udekampene. Firehøje´s venner med Mogens i spidsen var også ophavsgruppen bag Firehøjeskiltet på gavlen mod Tørskindvej på klubhuset

Inden da havde han ydet en omfattende og aldrig svigtende indsats for Nøruphallen, Firehøje Idrætsforening og Nørup Sognegård. Han var det underholdende midtpunkt med 10 til 12 venner til bords, når der var fest i sognegården i form af revy, dilettant samt fest i fiskeriforeningen.

Tak til familien for lån af Mogens i rigtig mange timer. Heldigvis ved vi, at hans børn, svigerbørn og børnebørn både har nydt godt af, og bidraget til mange aktiviteter i Firehøje Idrætsforening.

Mogens Jensen er ikke gået bort – han er bare løbet i forvejen.

Æret være Mogens Jensens minde.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Vejle

20-årig døde i badekar: Medarbejder på bosted i Vejle tiltales for uagtsomt manddrab

Vejle For abonnenter

Sofies forældre efter tiltalen om uagtsomt manddrab: Vi er lettede - men også skuffede

Vejle

Få overblikket over Sofie-sagen her: Fra dødsfaldet i sommeren 2019 til retssag

Annonce