Annonce
Navne

Mindeord: Vi vil mindes Preben Egeholt for de mange ting, han uegennyttigt gjorde til gavn for sin egn

"Preben Egeholt ville altid det bedste for sin by og sine omgivelser, og det var derfor meget velfortjent, at Østbirk Borgerforening udnævnte ham til æresmedlem", skriver Jens Glavind i mindeordene. Arkivfoto: Morten Pape
Jens Glavind har på vegne af Østbirk Borgerforening skrevet mindeord om Preben Egeholt, Østbirk, der blev 70 år.

Mindeord: Med Preben Egeholts død har Østbirk mistet en af sine store personligheder.

Han virkede i mange år som en engageret lærer på Østbirk Skole, hvor han på sin helt egen facon udviklede sig til at blive en respekteret og dygtig lærer.

På skolen var det engelsk og musikken, der havde førsteprioritet, og særligt musikken stod Prebens hjerte nær.

Annonce

Som 18-årig startede Preben Egeholt som kirkesanger - først ved Tolstrup Kirke og siden ved Kattrup Kirke.

På Østbirk Skole var han i mange år leder af skolens sangkor, og også på mange andre områder markerede Preben Egeholt sig i egnens kulturelle liv, bl.a. som initiativtager til Østbirk Revyen, hvor han fungerede som instruktør, kunstnerisk leder og meget andet.

Mange vil fra den periode huske Prebens karakteriske facon, hvor han siddende bag klaveret og med en cerut i mundvigen styrede slagets gang på scenen til stor begejstring for de mange publikummer, der gæstede revyen i de år.

Engageret menighedsrådsformand

Preben Egeholt ville altid det bedste for sin by og sine omgivelser, og det var derfor meget velfortjent, at Østbirk Borgerforening udnævnte ham til æresmedlem.

I 1988 stod menighedsrådet i Østbirk overfor et formandsskifte, da den daværende formand, Arne Koch Larsen, efter 12 år på posten mente, at der skulle nye kræfter til.

Preben Egeholt blev ny formand for menighedsrådet - en post, han bestred frem til udgangen af 2020.

At være med til at præge, give nye muligheder og skabe gode rammer for et godt og bredt sogneliv til glæde for børn, unge, voksne og ældre betegnede Preben som noget af det bedste ved arbejdet i menighedsrådet.

Han kunne om nogen få tingene til at ske, og han fik gennem alle årene gennemført store og vigtige projekter i kirken og på kirkegården - projekter, som byens borgere i mange år fremover vil komme til at nyde godt af.

Annonce

Succesfuld kamp for plejehjem

Rent politisk markerede Preben Egeholt sig også på Østbirk Borgerforenings upolitiske liste, Borgerlisten for Østbirk og Omegn, hvor Preben ved valget i 1977 overtog daværende skoleinspektør Halvor Jensens plads i byrådet i Gedved Kommune.

Preben Egeholt repræsenterede frem til kommunesammenlægningen i 2006 borgerlisten sammen med Jens Glavind. Det var ikke mindst Prebens fortjeneste, at Østbirk bevarede sit plejehjem, der ellers stod til at skulle nedlægges, og Birkebo er således et synligt bevis på, at Preben Egeholt til stadighed forstod at få tingene til at ske.


Uanset, hvor Preben Egeholt færdedes, var han omgærdet med stor respekt. Han havde en fantastisk viden og evne til at formidle budskaber, så alle kunne forstå det.

Fra mindeordene


Uanset, hvor Preben Egeholt færdedes, var han omgærdet med stor respekt. Han havde en fantastisk viden og evne til at formidle budskaber, så alle kunne forstå det.

Ved sommerstafetten i Østbirk Kirke i 2019 kunne man opleve en veloplagt Preben Egeholt foran 250 publikummer fortælle om den danske vovehals Peder Skram, der i 1500-tallet ejede Østbirk Kirke.

Måneden efter var Preben Egeholt en af fortællerne til byvandringen i Østbirk - et tilløbsstykke uden lige, hvor deltagerne igen fik et levende bevis på, at fortællingens kunst var noget af det, Preben mestrede.

En stor personlighed er gået bort, men vi vil i mange år fremover huske og mindes Preben Egeholt for de mange ting, han uegennyttigt gjorde til gavn for sin egn.

Æret være Preben Egeholts minde.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Vejle

Crazy Red and Whites: Seks Vejle-kendisser fortæller om deres bedste landsholds-oplevelser

Navne

Loge i Vejle har fejret tre jubilarer

Vejle

Glæd dig: Nu kan du alligevel se EM på storskærm i en af Vejles parker

Alarm 112

Travl aften for politiet i Vejle

Annonce