Annonce
Ikast-Brande

Mindre bureaukrati hjælper børn

Hurtig hjælp og øget inddragelse giver udsatte børn og unge i Ikast-Brande Kommune bedre muligheder.

Ikast/Brande: Ikast-Brande Kommune fik med en frikommunegodkendelse i 2018 mulighed for at afprøve nye løsninger for at sikre en tidligere indsats over for udsatte børn, unge og familier.

Det væsentlige i forsøget er, at kommunen har været fritaget for en række bureaukratiske sagsgange. I forsøget er der lavet nogle meget mere enkle rammer for det sociale arbejde, end de den ellers gældende lovgivning giver mulighed for. Forsøget er gennemført i samarbejde med Gladsaxe og Guldborgsund kommuner.

I forsøgsperioden er det lykkedes at iværksætte støtte til familierne mere end 70 procent hurtigere end tidligere.

Annonce

- Vi ved, at hurtig hjælp og støtte er afgørende for, at familier kommer på rette spor. Derfor skal vi handle hurtigt. Vi ved også, at et tæt samarbejde med familierne kan være nøglen til at skabe gode og langsigtede løsninger, der virkelig flytter noget i forhold til børnene og de unges trivsel og udvikling. Derfor er jeg glad for disse resultater, som jeg håber kan inspirere praksis på området for udsatte børn og familier, siger kommunens børne- og familiechef Anton Rasmussen.

Mindre papirarbejde

Ikast-Brande Kommune har med den nye praksis skabt bedre rammer for socialrådgivernes arbejde, så de i dag bruger meget mindre tid på dokumentation og mere tid på den nære relation og kontakt til de udsatte familier.

Formand for børne- og undervisningsudvalget, Simon Vanggaard (DF), er glad for at Ikast-Brande kommune har været med i projektet.

- Det har været spændende at være med i et projekt, der i den grad passer ind i vores børne- og ungepolitik og samtidig har givet mulighed for mindre bureaukrati. Det er vigtigt, at socialrådgiverne har tid til det gode samarbejde med familierne fremfor at side med tasterne foran computeren og skrive om børnene og familierne. Det er virkelig at gå fra dokumentation til relation, understreger han.

Forsøget blev afsluttet 31. december 2020 og er løbende evalueret af VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Ikast-Brande Kommune har dispensation til at fortsætte forsøget til udgangen af 2021, mens der arbejdes på en ny lov i folketinget.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce