Billund: Til sommer vil en ny cykelsti gøre det muligt at køre sikkert på to hjul fra rundkørslen ved lufthavnen ad den stærkt trafikerede Billundvej til Granlundvej.
Folketinget har afsat en rund halv milliard kroner til cykelstier langs statsveje, og da stien langs Billundvej er den første, der bliver sat i gang, påtog transportminister Benny Engelbrecht (S) sig, stærkt assisteret af teknisk udvalgs-formændene for de to kommuner, som cykelstien berører, fredag eftermiddag opgaven med at tage første spadestik til den nye cykelsti.
- 2022 er cyklens år. Det er det, både fordi vi bygger en masse nye cykelstier, og fordi vi til sommer får besøg af et mindre cykelløb, som formentlig vil komme til at fylde lidt i landskabet, sagde Benny Engelbrecht med henvisning til Tour de France-etaperne i Danmark.
Sikker skolevej til Gødsbøl
Cykelstien begynder på vestsiden af Billundvej, som den løber under via en tunnel for derefter at løbe øst for vejen til Granlundvej. Men selvom stien umiddelbart ender i ingenting ved Granlundvej, er der en dybere mening med det, forklarer Niels Arend Koefoed, som er projektleder hos Vejdirektoratet.
- Granlundvej er tæt på margueritruten. Med denne cykelsti kompromitterer vi ruten ved at lave en sikker cykelvej ned til lufthavnsvej. Det skulle gerne gøre, at nogle flere har lyst til at cykle, fortæller han.
- Ude i Gødsbøl-området bor der flere børnefamilier, og de kan med denne cykelsti få en sikker skolevej. På den måde kan både unge og gamle få en sikker cykelvej til Billund, siger Niels Arend Koefoed.
Vil genere trafikken et par uger
Den cirka 400 meter lange cykelsti koster i omegnen af 1,1 millioner kroner at anlægge, og hvis alt går efter planen, vil de første cyklister kunne trille ud på stien i midten af juni.
Undervejs, mens cykelstien bliver bygget, vil der kommer en periode, hvor de daglige trafikanter på Billundvej oplever mindre trafikale gener.
- De sidste 50-80 meter før Granlundvej vil vi komme til at skulle lave en såkaldt skillerabat. Det betyder, at der vil komme omkring 14 dage, hvor vi kommer til at genere trafikken. Jeg ved ikke endnu, om det bliver med et signal, så der kun kan køre biler i en retning af gangen, eller om vi kan nøjes med at snævre vejbanerne ind, så man fortsat kan køre forbi i begge retninger med nedsat hastighed, siger Niels Arend Koefoed, der heller ikke kan sige, om perioden med de trafikale gener kommer til at ligge tidligt eller sent i forløbet.
Forbinder to kommuner
Selvom den nye cykelsti får Billund Lufthavn som nærmeste nabo, og selvom det faktisk er Billund Lufthavn, der hidtil har ejet den jord, som stien kommer til at ligge på, ligger den formelt i Vejle Kommune. Stien forbinder de to kommuner, og derfor var det helt naturligt, at politikere fra begge sider af kommunegrænsen var med til at tage første spadestik.
Belysning langs stien
- Den kommende cykelsti vil blive oplyst hele vejen fra rundkørslen ved lufthavnen til Granlundvej. I dag er der lystermaster ved rundkørslen, og det vil der blive opstillet hele vejen langs den kommende cykelsti.
- Cykelstien, som koster 1,1 millioner kroner at etablere, skal efter planen stå klar til indvielse den 15. juni.
Selvom den nye cykelsti er et skridt i retning af at kunne færdes mere sikkert på to hjul, går der endnu en rum tid, inden man helt uden hjertebanken kan cykle mellem Billund og Give. Billundvej er en meget trafikeret vej – dybest set er den mere trafikeret, end størrelsen på vejen berettiger til – og på den fire kilometer lange strækning fra Granlundvej og frem til, at Billundvej møder Høgelundvej, er der fortsat ingen cykelsti. Det er der ingen aktuelle planer om at ændre på, lyder det fra Vejdirektoratet.