Annonce
Hedensted

Minister står fast på regler: Claus må undvære kæreste-besøg

Claus Charmig vil gerne vise sin vietnamesiske kæreste Hedensted og resten af Danmark, men hun kan ikke få et turistvisum. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Negativt ministersvar får ikke Claus Charmig til at opgive kampen for turistvisum til sin vietnamesiske kæreste: - Så må jeg jo undervise hende i mine familieforhold, siger den 46-årige sælger fra Hedensted.

Hedensted: Mens nogle har været optaget af at klippe den længste guirlande eller få de helt perfekte svær på flæskestegen, så er julen gået med noget helt andet for 47-årige Claus Charmig fra Hedensted.

Han har tilbragt dagene hos sin kæreste i Vietnam, og her er tiden gået med at indhente nye papirer fra ambassaden og forskellige danske myndigheder samt at lære Sang Thi at svare rigtigt på spørgsmål om Claus' familie.

Lige inden jul fik det nyforelskede par nemlig besked fra udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) om, at han ikke vil ændre på visumreglerne, der indtil nu har forhindret 32-årige Sang Thi i at besøge Claus i Danmark. Det betyder, at parret stadig kun kan ses i Vietnam - og at Sang Thi dermed ikke kan møde Claus' forældre eller opleve det land, han kommer fra.

- Jeg har meget svært ved at forstå, at det skal være så problematisk at få besøg af Sang, og jeg er skuffet over ministerens svar. Men jeg giver ikke op. Begrundelsen på afslaget er stadig, at Sang ikke har større kendskab til mig og min familie, så det må jeg jo så give hende undervisning i, siger Claus Charmig.

Annonce

Sagen kort

  • Claus Charmig og Sang Thi har mødt hinanden i Vietnam og været kærester i snart to år.
  • I sommer søgte de om et 14 dages turistvisum til Sang Thi, blandt andet for at hun kunne møde Claus' aldrende forældre, der ikke har mulighed for at rejse til Vietnam.
  • Det er som udgangspunkt muligt for borgere fra Vietnam at få turistvisum til Danmark, hvis de vil besøge en kæreste, men det skal bevises, at parret kender hinanden personligt.
  • Parret fik afslag på visum, blandt andet fordi Sang Thi ikke kendte navnene på Claus' forældre (hun kalder dem far og mor på vietnamesisk), vidste at Claus havde en voksen datter (som han aldrig har haft kontakt til), eller kunne sige navnet på det selskab, som han dengang kørte taxa for.

Ingen ændring af regler

Da parret første gang i sommer fik afslag på et to ugers turistvisum til Sang, var det blandt andet fordi, hun ikke kendte navnene på Claus' forældre eller på hans arbejdsplads.

Claus Charmig ytrede dengang sin frustration over afslaget i Folkebladet, og det fik folketingsmedlem Kirsten Normann Andersen (SF) til at stille en række spørgsmål til udlændinge- og integrationsministeren om det rimelige i Claus' sag.

I sit svar forholder Mattias Tesfaye sig ikke til den konkrete sag, da han mener, den hører til hos Udlændingestyrelsen og evt. Udlændingenævnet. Han skriver dog, at han ikke finder "aktuelt grundlag for at ændre reglerne på området".

- Vi vil formentlig altid se konkrete eksempler, hvor lovgivningen kan opleves som uhensigtsmæssig. Det er næsten uundgåeligt, når der er tale om regler, der skal tage hensyn til mennesker i meget forskellige situationer. Selvom alle ansøgninger vurderes individuelt, er det imidlertid vigtigt, at det sker på grundlag af samme grundlæggende principper, skriver Mattias Tesfaye blandt andet i sit svar.

- Jeg håber derfor også, at det anerkendes, at det er nødvendigt, at visumreglerne og praksis på området forholder sig til de udfordringer, der er i forhold til statsborgere fra visse tredjelande, herunder en eventuelt øget risiko for indvandring i Danmark, skriver ministeren.

Ægteskab gælder ikke

Tilbage i Hedensted håber Claus Charmig stadig, at det vil lykkes ham at få besøg af Sang Thi, selvom der - udover det negative minister-svar - er stødt yderligere udfordringer til siden sidst.

Claus Charmig og Sang Thi blev gift i Vietnam i september, men har nu fundet ud af, at ægteskabet ikke er gyldigt i Danmark.

- Jeg har fundet ud af, at man skal søge om tilladelse, hvis man vil gifte sig med en udenlandsk kvinde, så det er jeg i gang med nu. Det betyder en hel masse mere papirarbejde, flere udgifter, og at der nok kommer til at gå endnu længere tid, inden Sang kan få visum. Men vi bliver ved, siger Claus Charmig.

Claus Charmig og Sang Thi er blevet gift i Vietnam, men ægteskabet er ikke gyldigt i Danmark, fordi Claus ikke havde søgt om tilladelse på forhånd. Det er han nu i gang med at rette op på, men det er så besværligt, at han næsten kunne skrive en bog om det, fortæller han. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

De hjemløse og byens andre udsatte savner et værested om aftenen

Annonce