Vejle: Mange vejlensere kommer til at gå forgæves efter morgenbrød i dag. Det samme gælder i Børkop, Hedensted og Horsens.
Hele den store P.A. Brød-kæde holder nemlig sin produktion og samtlige udsalg lukket i mindst to dage på grund af mistanke om musebesøg i det fælles bageri på Frostvej i Vejle Nord.
Det meddelte bagermester Kristian Andersen på vegne af P.A. Andersen & Sønner sent tirsdag aften i en pressemeddelelse.
- Vi har i dag truffet den nødvendige beslutning, at vi i minimum to dage, måske længere, lukker vores produktionsfaciliteter på Frostvej og al produktion herfra samt vores syv egne detailbutikker og produktionen til eksterne kunder med øjeblikkelig varsel, hedder det i pressemeddelelsen.
Kristian Andersen forklarer det drastiske skridt med, at "vi har mistanke om en risiko for forurening fra mus i produktionslokalerne."
- Vi sætter selvsagt fødevaresikkerheden usædvanligt højt og ser os derfor nødsaget til at handle hurtigt og sikkert, siger bagermesteren.
P.A. Andersen & Sønner har valgt at destruere alle forureningsmistænkte råvarer samt færdigvarelageret i både produktionen og ude i butikkerne.
- Skadedyrsservice, Fødevarestyrelsen, vores brancheorganisation samt andre relevante instanser er orienteret. Der arbejdes på højtryk for at få genoprettet den høje fødevaresikkerhedsstandard, der altid har været kendetegnet os, siger Kristian Andersen.
Vi har i dag truffet den nødvendige beslutning, at vi i minimum to dage, måske længere, lukker vores produktionsfaciliteter på Frostvej og al produktion herfra samt vores syv egne detailbutikker og produktionen til eksterne kunder med øjeblikkelig varsel.Kristian Andersen, bagermester
Bageriet er fra 2017
P.A. Andersen & Sønner leverer til en række eksterne kunder og driver selv syv brødudsalg.
I Vejle er der butikker i Skyttehusgade, hvor det oprindelige bageri lå, i Vindinggård Center, i Bredballe Center og i Østerbo under navnet Mad & Brød. Deruover er der udsalg i Børkop, Hedensted og Horsens.
Kædens centrale bageri på Frostvej blev taget i brug i 2017. Det er et helt nyt anlæg, der er bygget efter alle moderne krav.
- Derfor er vi også overbevist om, at det vil tage os kort tid at eliminere mistanken om forurening, siger Kristian Andersen, der håber på kundernes forståelse, selv om de altså møder lukkede døre her til morgen.