Annonce
Navne

Mogens døde på vej til gudstjeneste

Mindeord: Journalist Niels Gandrup, skriver disse mindeord om tidligere inseminør Mogens Dam, Hatting, der døde 25. april. Han blev 80 år.

En kendt borger i Hatting Mogens Dam, Oensvej i Hatting, er død.

Hermed har den store venne- og bekendtskabskreds mistet en god og hyggelig ven.

Annonce

Mogens Dam var til humoristiske bemærkninger. Man kunne godt fristes til at kalde ham ”En lun rad”. For på rigtig mange områder elskede han underfundige og lune bemærkninger. Han kunne komme med den slags i venners lag, men han var også modtagelig for at få latteren frem, når andre i hans selskab var i det lunefulde hjørne.

Mogens Dam var fra Hatting og havde stort set hele sit liv boet i byen. Det var også her han byggede hus, stiftede familie og i det hele taget var aktiv på mange felter. Som yngre gik han til gymnastik, spillede fodbold, senere var han fodboldtræner for en række unge fodboldspillere, han spillede badminton og løb orienteringsløb. I sidstnævnte kategori vandt han flere gange løb.

Men Mogens Dam var også en flittig kirkegænger, der bakkede op om arrangementer og aktiviteter i og omkring Hatting Kirke. Sidste søndag var han også på vej til gudstjeneste i kirken, da han ved togviadukten faldt om på fortovet, ramt af et hjertestop. Redningsfolk fik ham bragt til live og han blev fløjet til Skejby Sygehus, hvor lægerne imidlertid måtte konstatere, at hans liv ikke stod til at redde.

Mogens Dam var i godt 40 år tilknyttet Hatting KS, i dag Hatting, som inseminør. Ved sin fratrædelse, modtog han Dronningens Belønningsmedalje, som han siden var hos dronningen og takke for.

Jeg huskede at bakke ud efter besøget, sagde Mogens Dam ofte, når samtalen faldt ind på mødet med hendes majestæt.

Han blev i sin tid ansat ved Hatting KS af Landbohøjskolen, der var i gang med forsøg på Hatting KS.

I flere år passede han sin mors gård efter faderens død ved siden af sit arbejde.

En af Mogens Dams store interesser var jagt, og da han lagde alle sine sportsaktiviteter og sportsudøvelser på hylden kastede han sig over havearbejde ved huset på Oensvej. Der blev ikke fundet et stykke ukrudt i hans have. Og hækken omkring villaen var klippet på millimeter og snorlige.

Hans indsats på fodboldfronten i det lille samfund blev til hele 39 år.

Mogens Dam havde også siddet i bestyrelsen for Dansk Funktionærforbund og ved sin død var han revisor i forbundet.

I en årrække var han og hustruen Hanne også flittige og sociale deltagere på udenlandsrejser med forbundet. Her nød han det kammeratlige samvær i bussen, når forskellige seværdigheder skulle besøges. Også Seniorklubben ved Hatting KS havde han stor fornøjelse af.

Mogens Dam fik i årenes løb flere udfordringer med helbredet. Han gennemgik en række undersøgelser og måtte også undergå en bypass-operation. Men det lå ikke til den stoute jyde at beklage sig alt for meget. Han indrømmede dog den den seneste tid - når presset - at han ind imellem ikke havde det for godt. Noget tyder på, at en stent fra hans bypass satte ud ved hans død.

Hans to børn og børnebørn var han stolte  af ham. Han fulgte med levende interesse børnebørnenes aktiviteter og fulgte dem så godt han kunne til sports- og svømmestævner, når disse foregik i Jylland.

Han var altid glad for deres besøg og han var især knyttet til sønnen Jørgen, der er ugift og ligeledes bor på Oensvej. Mogens Dam var også i perioder stærkt bekymret for sønnens hjerteproblemer. Sønnens sygdom fandt han så uretfærdig for så ungt et menneske.

Mange voksne mænd i Hatting, kan i dag tænke tilbage på, hvordan Mogens Dam trænede dem som unge på grønsværen i fodbold. Og det fortælles også, at han engang havde sat numre på madderne i hans madpakke til stor forundring for unge sportsudøvere.

"Så ved jeg i hvilken rækkefølge, jeg skal spise dem", sagde han med et stort smil. En typisk bemærkning fra Mogens Dam.

Han passede og plejede også hustruen Hanne, så længe han kunne hjemme. Hun blev for en del år siden ramt af demens og er i dag på plejehjem i Brædstrup. Han havde svært ved at give slip på, at han ikke længere magtede, at passe hende hjemme og at hun måtte på plejehjem. Men troligt flere gange om ugen besøgte han hende på plejehjemmet. Aldrig svigtede han sine nærmeste.

Han efterlader datteren Kirsten i København og sønnen Jørgen i Hatting, samt børnebørnene Nikoline og Mikkel.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Danmark For abonnenter

Cecilie overlevede dødsulykke: - Det er lige før, at jeg ikke kan huske, hvordan det er at være glad

Annonce