Annonce
Jelling

Morten Østergaard vil have Shamasneh-sag afsluttet: De har lidt nok

Familien Shamasneh venter stadig på svar her et år efter, deres sag om humanitært ophold igen kom under behandling. Privatfoto

Familien Shamasneh har lidt nok, mener Radikales Morten Østergaard, der retter en kritik af, at politiker-kolleger ignorerer asylansøgeres vilje til at være en del af Danmark.

Jelling: Mere end et år er gået, siden 17-årige Alaa Shamasneh og resten af familien blev sendt fra Jelling til udrejsecentret i Sjælsmark og tilbage igen på samme dag. Siden har de ventet. Ventet på, at der vil komme en afgørelse i deres sag om humanitært ophold.

En ventetid, som de snart ikke længere kan holde ud.

En af dem, der for et år siden blev dybt berørt af at høre om Shamasneh-sagen, var Det Radikale Venstres leder, Morten Østergaard, og han mener da også, at der er behov for at få afsluttet sagen.

- Nu må der snart komme et tidspunkt, hvor det er muligt at skabe ro for Alaa og hendes familie, som har lidt nok, skriver han i en kommentar til Vejle Amts Folkeblad, hvor han dog ikke uddyber, om han vil presse på for at få gjort noget ved sagen.

De Radikales Morten Østergaard håber, at familien Shamasneh snart kan få afklaring. Arkivfoto: Michael Bager

Glemmer viljen til at bidrage

Til gengæld retter han en kritik mod unavngivne politiker-kolleger for at ignorere asylansøgeres ønske om at bidrage til samfundet.

- Sagen om Alaa og hendes familie viser, at det desværre kun er skåltaler, når nogen politikere siger, at det handler ikke om, hvem du er, men om viljen til at ville være her og indgå i det danske samfund, lyder det fra Morten Østergaard.

Folkebladet har været i kontakt med Udlændinge- og Integrationsministeriets presseafdeling for at få en kommentar på Shamasneh-sagen fra minister Inger Støjberg (V). Det har ikke været muligt.

Det er endnu uvist, hvornår familien Shamasnehs sag bliver afgjort. I tilfælde af udvisning vil mor Iman blive sendt til Jordan og far Baker samt de tre børn bliver sendt til Vestbredden.

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Annonce