Annonce
Hedensted

Motocrossbane skal fjernes - men ejer stritter imod

Steen Holch Kristensen har lavet en privat motocrossbane til sit 10-årige barnebarn ved sit hus i Hvirring. Den bliver sjældent brugt, fortæller han, men en naboklage har bevirket, at Hedensted Kommune vil have banen fjernet. Foto: Hedensted Kommune
En naboklage har resulteret i et påbud fra teknisk udvalg om at fjerne en privat motocrossbane fra en grund i Hvirring. Ejer Steen Holch Kristensen vil anke beslutningen.

Hvirring: Det er ikke lovligt at anlægge en motocrossbane på en ejendom på landet uden en tilladelse.

Derfor vil en husejer i Hvirring, Steen Holch Kristensen, en af de nærmeste dage modtage en besked fra Hedensted Kommune om, at den motocrossbane, han har lavet til sit barnebarn, skal fjernes.

Det fortæller formand for teknisk udvalg, Lene Tingleff (V), der sammen med resten af udvalget har taget stilling til sagen, fordi en nabo har klaget over larm fra banen.

- Vi har haft en inspektion på stedet og vurderet, at det ikke bare er et par knejter, der kører rundt på en stubmark efter høsten. Der er anlagt en egentlig bane med bump, og det strider imod det, man må, når man bor i landzone, siger Lene Tingleff.

- Hvis ejeren vil have en motocrossbane på stedet, så er han nødt til at sende en ansøgning, så det lovmæssige kan komme i orden. Som det ser ud nu, får han et påbud om at fjerne banen, konstaterer hun.

Annonce

Sjældent i brug

Ejer Steen Holch Kristensen har dog ikke umiddelbart til sinds at fjerne banen.

- Jeg anker beslutningen med det samme. Det er en privatbane, jeg har lavet på noget jord, som ikke kan bruges til andet. Der er pæn natur omkring, og jeg kan faktisk ikke forstå, at det skal være et problem, siger Steen Holch Kristensen.

Han erkender, at det larmer en smule, når banen bliver brugt, men det sker ikke ret tit.

- Vi har haft banen i to år, og det er kun mit 10-årige barnebarn, der bruger den, måske sammen med en kammerat. I 2019 er den blevet brugt to gange i alt, siger Steen Holch Kristensen og tilføjer, at det kun er en enkelt nabo, som er utilfreds med banen.

Forfærdeligt pjat

Når Steen Holch Kristensen på trods af den begrænsede brug ikke vil fjerne banen, er det af to årsager.

- Dels mener jeg, at det er noget forfærdeligt pjat, dels vil jeg gerne give mit barnebarn muligheden for at komme ud og træne, når det ikke er muligt for ham at køre et andet sted. Der er ingen baner i Horsens og Hedensted kommuner, og han kører elite, så når vi ikke har andet at bruge jorden til, vil vi gerne give ham muligheden for at køre her en gang i mellem, siger Steen Holch Kristensen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Jelling

Mobilmast får omstridt placering ved fredet skov: Naboer må vige for samfundsmæssige interesser

Annonce