Annonce
Indland

Motorvejsplaner rammer boligejere: Nogle huse er usælgelige

En af de linjeføringer, som Vejdirektoratet lige nu undersøger, løber mellem det hvide hus forrest i billedet og gården i baggrunden. Ejeren af det hvide hus, Marius Frandsen, har store problemer med at få solgt huset i landsbyen Kolstrup ved Christiansfeld. Arkivfoto: Søren Gylling
Boliger er usælgelige eller rasler ned i værdi. Det er ifølge en række ejendomsmæglere konsekvensen af den usikkerhed, som lige nu præger et stort område fra Give til Haderslev på grund af planerne om at bygge en ny midtjysk motorvej. 300-400 boliger ligger inden for 500 meter af mulige linjeføringer.

Hærvejsmotorvej: Det ligner tilfældige tuschstreger på et kort. Men de linjer, som Vejdirektoratet har ført fra Give til Haderslev, er langt fra hverken tilfældige eller ligegyldige.

Tværtimod har stregerne gjort mange boligejere nervøse for fremtiden, fortæller en række ejendomsmæglere i Kolding, Billund og Vejle, som avisen Danmark har talt med. Stregerne angiver nemlig de strækninger, der måske skal lægge jord til en ny midtjysk motorvej også kaldet Hærvejsmotorvejen.

- Det fylder helt vildt meget hos vores kunder, der risikerer at blive stavnsbundet. Nogle huse er usælgelige, fordi det er svært at sætte pris på den påvirkning, der måske kommer, siger Lene Møller Kristensen, medejer af Nybolig i Grindsted og Billund.

- Muligheden for et salg er nærmest ikke-eksisterende, når man ikke ved, hvad der skal ske, lyder det ligeledes fra indehaver af Estate Billund, Leif Lundgaard.

Han har haft held med at sælge en enkelt bolig i det berørte område, men det var i høj grad et lykketræf, mener han.

- Køber kunne se en fordel i at have en erhvervsdel i boligen med motorvejsfacade. Der ser vi yderst sjældent, siger han.

Annonce

Hærvejsmotorvejen

  • Vejdirektoratet udarbejder i øjeblikket en VVM-undersøgelse af den sydlige strækning fra Give til Haderslev.
  • På den nordlige strækning fra Give til Hobro er en mere indledende forundersøgelse i gang.
  • Undersøgelserne kortlægger muligheder og risici ved forskellige linjeføringer blandt andet med hensyn til natur, boligområder, støj og trafik.
  • Undersøgelserne forventes færdige til sommer.
  • VVM-undersøgelsen skal formentlig danne grundlag for en endelig politisk beslutning om motorvejens sydlige strækning og den præcise linjeføring.
  • Bliver det besluttet at bygge motorvejen, skal der sættes penge af og vedtages en anlægslov.
  • 31 borgmestre bakker lige nu op om motorvejen.

Unødvendig usikkerhed

Ifølge Vejdirektoratet ligger der i omegnen af 300-400 boliger inden for 500 meters afstand af de forskellige linjeføringer. En grov tommelfingerregel er ifølge Vejdirektoratet, at boliger inden for denne afstand af en ny midtjysk motorvej kan blive udsat for støj på 58 decibel, hvilket er det maksimale støjniveau, som Miljøstyrelsen vurderer som sundhedsmæssigt og miljømæssigt acceptabelt ved boliger.

Siden juni 2017 har Vejdirektoratet været i gang med at lave grundige undersøgelser af en 400-600 meter bred korridor, der løber fra Haderslev til Give, hvor motorvejen måske kommer til at ligge. Arbejdet, der munder ud i en såkaldt VVM-redegørelse, skal kortlægge de natur- og miljøpåvirkninger, som en ny motorvej vil føre med sig, og det skal danne grundlag for en endelig politisk beslutning om, hvorvidt man skal opføre motorvejen, og hvor den i så fald præcist skal ligge.

Det endelige antal støjpåvirkede boliger vil blive fremlagt i forbindelse med offentliggørelsen af VVM-undersøgelsen i midten af 2019.

Ifølge Lene Møller Kristensen er ny infrastruktur positivt for Billund og omegn, men det frustrerer hende, at der så længe har været usikkerhed om, om motorvejen skal bevæge sig øst eller vest om byen.

- Lige nu rammer det hele området, selvom det kun er halvdelen, der reelt har grund til bekymring. Måske kommer der en motorvej, måske gør der ikke, og så sidder boligejerne og venter på ingenting, siger hun.

Skræmmer købere væk

Ejendomsmæglere er forpligtede til at oplyse om kommende infrastrukturprojekter i salgsopstillingen, hvis det vurderes, at det har væsentlig betydning for den pågældende boligs omsættelighed og pris. Det vil ifølge Dansk Ejendomsmæglerforening være tilfældet for mange boliger tæt på de førte motorvejslinjer. Planerne skræmmer mange købere væk, og får i mange tilfælde boligerne til at falde drastisk i værdi, fortæller flere ejendomsmæglere.

- Vi har haft interesserede købere, der ikke tør købe de pågældende boliger, fordi motorvejsplanerne ikke er mere konkrete, eller som kræver et afslag, der er så stort, at de er sikre på at kunne komme af med det igen. Det er der ikke nogen sælgere, der vil give, siger Bent Nielsen, indehaver af Realmæglerne Bent & H.B Nielsen i Vejle, der har fire boliger til salg blandt andet i Randbøl, der ligger få kilometer fra en potentiel ny motorvej.

- Der er ingen tvivl om, at potentielle købere fravælger ejendomme, så længe usikkerheden er til stede, siger indehaver af BoligKolding, Erik Steenholdt.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce