Annonce
Trekantområdet

Mundbind er på plads mellem indkøbsvarer og skolebøger - efterspørgslen på smarte mundbind er stor

Noah Fournaise (t.h.) har intet imod at flashe sit mundbind. Det viser hans begejstring for fodboldholdet Paris St. Germain. Klassekammeraterne Mathias Honoré og Jeppe Lindhardt (tv.) måtte ned i skoletaskerne for at finde mundbindene frem, før de kunne følge med ind i Føtex. Foto: Ludvig Dittmann
Mundbind er blevet en fast bestanddel af indkøbsturen allerede på førstedagen for, at kravet blev indført. Det havde været logisk at indføre kravet tidligere, mener unge gutter, ligesom butikschefer havde forventet, at kravet ville komme.
Annonce

Fredericia: Noah Fournaise signalerer tydeligt, at han er fan af fodboldholdet Paris St. Germain. Hans mørkeblå mundbind er købt i fanbutikken og sad på plads for mund og næse, før han trådte ind over tærsklen til Føtex City torsdag middag.

- Vi kommer her hver dag, og det giver kun mening, at vi skal have mundbind på. Der var ikke logik i, at man tidligere skulle have mundbind på, hvis man gik ind på en cafe, men samtidigt kunne gå ind i en butik med masser af folk uden. Danmark burde måske have indført det endnu tidligere, mener Noah og hans to klassekammerater fra 10. klasse på Sct, Knuds Skole Jeppe Lindhardt og Mathias Honoré.

Drengene skal på indkøb i butikken, og mens Noahs mundbind var på plads, så måtte Jeppe og Mathias lige i skoletasken for at finde deres.

- Det er stadig lidt svært at huske, men jeg synes, at det er helt fint. Vi går faktisk på en ungdomsuddannelse, fordi vi går i 10., men når det er en privat skole, så er der ikke krav om, at vi skal bære mundbind i skoletiden. Til gengæld skal vi have det på, når vi skal ned at træne, siger Jeppe Lindhardt.


Der var ikke logik i, at man tidligere skulle have mundbind på, hvis man gik ind på en cafe, men samtidigt kunne gå ind i en butik med masser af folk uden. Danmark burde måske have indført det endnu tidligere.

Noah Fournaise, Jeppe Lindhardt og Mathias Honoré


Annonce

Forventet stramning

Drengene får deres mundbind på plads og fortsætter ind i butikken, hvor butikschef Allan Riis kan konstatere, at kunderne har styr på de nye restriktioner.

- Det må jeg sige. Kunderne har husket mundbind, og har der været nogle enkelte, som ikke har glemt det, så spørger vi, om de mangler et, og så udleverer vi, siger Allan Riis og garanterer, at der ikke kommer til at stå mundbindsbetjente ved indgangen.

Alt personale i Føtex har mundbind eller visir på, når de ikke sidder eller står ved kassen bag plexiglas. Det gælder også forretningsfører Allan Riis. Han havde torsdag ros til kunderne for at have taget de nye restriktioner til sig. Foto: Ludvig Dittmann

Han havde forventet, at restriktionen ville komme, men til gengæld tror han næppe, at der kan komme flere, som direkte rammer ned i detailhandlen.

- Vi gør allerede alle mulige tiltag. Vi sikrer afstand, vi spritter kurve af, og nu har vores medarbejdere enten mundbind eller visir på, hvis de bevæger sig rundt i butikken. Vores kasseassistenter sidder bag plexiglas, så de behøves ikke at bruge det, når de er ved kassen, siger Allan Riis.

Et kig ud over kunderne ved kasserne bekræfter, at kunderne har taget mundbindene til sig, uanset om de synes om det eller ej.

Inge Pettermann er en af dem. Hun har respekt for, at myndighederne har besluttet at mundbindene skal på, men begejstret er hun ikke.

- Jeg synes, at det er irriterende at have på. Brillerne dugger, og jeg føler, at jeg ikke kan trække vejret ordentligt. Men man vænner sig måske til det, siger hun.

Når det er et krav, så er det sådan, det er. Inge Pettermann var helt på det rene med, at mundbindet skulle på før turen i Føtex. Hun er imidlertid ikke fan af mundbind, som, hun synes, både får brillerne til at dugge og er træls at trække vejret igennem. Hun overvejer et mundbind af stof, for hun skal også benytte det i sit job. Foto: Ludvig Dittmann
Annonce

Run på mundbind

Allan Riis har ikke mærket til færre kunder på førstedagen for mundbind. Det har hans butikschefskollega Kirsten Heisel i BH Magasinet længere oppe ad Prinsessegade heller ikke.

- Jeg var lidt spændt på, hvordan kunderne ville reagere på, at de nu skal bære mundbind, men vi har haft kunder hele formiddagen, siger hun.

Butikkens sortiment er på det seneste blevet udvidet fra bh'er og trusser til også at omfatte mundbind i flere størrelser og design. På disken ligger både stribede og ensfarvede mundbind.

- Vi har haft stor efterspørgsel, og vi udvider nu med yderligere en type, som har fået en topplacering i en nylig test af mundbind. Jeg forventer, at vi får dem senere mandag, siger Kirsten Heisel.

Kirsten Heisel har udvidet sortimentet i BH Magasinet med mundbind. Her er en model, hvor testen taler sit tydelige sprog. Hvis man kan læse teksten, så er man kommet for tæt på. Mundbindene er populære, og om lidt udvider butikken med model af mærket Walford, som har fået stor ros i en nylig test. Foto: Ludvig Dittmann

Mens mundbindene tilsyneladende allerede er blevet hverdag for kunderne, så har coronaen haft indflydelse på omsætningen generelt.

- Vi har kunnet mærke konsekvenserne af coronaen, og det kommer nok også til at kunne mærkes, at der ikke bliver julefrokoster i år. Det plejer at være anledning til indkøb hos os, smiler hun bag visiret, som hun og det øvrige personale har satset på som værnemiddel.

- Det er rarere at have på i længere tid, og så kan kunderne se ens mimik. Det er også at foretrække, siger Kirsten Heisel.

Input til indkøbsturen

Husk mundbind når du handler ind, så hjælper du både os og andre.

Køb ind alene, hvis du kan.

Køb ind i ydertimerne. Så er der færre i butikken, og det er lettere at holde afstand.

Brug håndspritten, både når du går ind, og når du forlader butikken.

Brug engangshandskerne.

Hold afstand både i butikken og ved kassen.

Betal med kort eller anden kontantløs betalingsform.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Man skal være præcis i sin kritik

Danmark

Fund af corona-virus i hunde og katte: Fødevarestyrelsen afliver katte på minkfarm

Annonce