Annonce
Kultur

Museum udvider fortællingen om brunkulslejerne

Ejendommen Voldsgaard er blevet sat i stand og rummer nye udstillinger, der hører til Søby Brunkulsmuseum. Foto: Søby Brunkulsmuseum
Renoveringen af gården Voldsgaard udvider historien i Søby Brunkulslejer.
Annonce

Søby: Søby Brunkulsmuseum præsenterer fredag 12. juni sin største udvidelse siden åbningen i 1977. Det sker med den officielle indvielse af gården Voldsgaard, der er blevet gennemrenoveret for et beløb af tre millioner kroner.

Den officielle indvielse af Voldsgaard skulle egentlig have fundet sted 1. april, men blev udsat på grund af corona-krisen.

Der er som bekendt stadig restriktioner, og derfor er formiddagens program for indvielsen den 12. juni udelukkende for inviterede gæster, men om eftermiddagen bliver der åbent hus med gratis rundvisning i små grupper, når entreen er betalt.

Renoveringen af Voldsgaard betyder, at museet nu også fortæller den geologiske historie om baggrunden for danske brunkul og deres betydning især i 1940’erne.

Historien om danske brunkul udspillede sig i et ganske begrænset område med centrum i Søby Brunkulslejer mellem Herning og Brande. Netop ejendommen Voldsgaard blev arnestedet for såvel Danmarks farligste arbejdsplads som den mest besynderlige boplads. Man regner med, at omkring 10.000 mennesker på et tidspunkt har arbejdet eller boet i Søby under brunkulseventyret 1940-70.

Renoveringen af Voldsgaard er blevet mulig i kraft af million-tilskud fra både Herning Kommune og Realdania samt andre donationer på knap 800.000 kr.

- Det er vi meget taknemmelige for, og vi er stolte over tilliden, så vi har gjort os umage med at bruge pengene på bedste måde, siger museumsformand Jan Svendsen.

Museet har hidtil berettet om kulturhistorien, men på Voldsgaard bliver den suppleret med naturhistorien. Den geologiske udstilling i stalden begynder for 543 millioner år siden, men naturligvis især de seneste 15 millioner år med brunkullenes epoke. Hedeselskabet har ydet bidrag til afsnittet om den oprindelige hedeopdyrkning og den senere tilplantning. En udstilling fra Moesgaard Museum om landskabet efter brug af naturens værdier genopstår i Søby, og landskabsarkitekt Tina Seerup Olesen har skænket sit afgangsprojekt om Åbne Rum I Landskabet suppleret med en ny film. I stuehuset genopstår en skolestue, som en overgang havde til huse på Sdr. Søbygaard, og i soveværelset udstiller Evald Eybye sine enestående modeller af lastbiler og gravemaskiner side om side med Hugo E. Madsens sigende fotos fra hverdagen.

I køkkenet får de frivillige en folkestue, men det rummer også en udstilling især af Madam Blå. Folkestuen og et kommende værksted har fået speciel støtte fra Trygfondens pulje til Aktive Ældre.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce