Annonce
Egtved

Musik på det gamle slot: Sanne, Hjalmer og Hempler går på scenen

Mads Langer, der for nylig blev gift på Engelsholm Slot, vil igen i år være på scenen sammen med sit band, der udgør koncertens husorkester. Denne gang bliver gæstesolisterne Sanne Salomonsen, Claus Hempler og Hjalmer. Arkivfoto: Martin Ravn
Sanne Salomonsen, Hjalmer og Claus Hempler spiller til årets Engelsholmkoncert 29. august, hvor Mads Langer endnu engang står på scenen med det faste husorkester.

Engelsholm: Når Engelsholmkoncerten i år for femte gang i træk finder sted på Engelsholm Slot, bliver det med ingen mindre end Sanne Salomonsen, Hjalmer og Claus Hempler som gæstesolister.

Engelsholmkoncerten, der i år bliver holdt 29. august, har sit helt eget og unikke koncept, hvor sanger og sangskriver Mads Langer, der det første år var inviteret som solist, siden 2015 har stået bag det musikalske lederskab. Sammen med forstander Jakob Bonderup tilrettelægges indholdet.

Mads Langers band er det faste husorkester, og gæstesolisterne ankommer altid et par dage før koncerten, hvor de i fællesskab med Mads Langer og orkestret finder frem til, hvordan koncerten skal forløbe.

Annonce

Jeg synes, det er et rigtigt fint program, vi har fået linet op. Det bliver jo nærmest ikke større med selveste Sanne Salomonsen.

Jakob Bonderup, forstander

Mytologisk og kant på

- Jeg synes, det er et rigtigt fint program vi har fået linet op. Det bliver jo nærmest ikke større med selveste Sanne Salomonsen. Hun er en legendarisk næsten mytologisk skikkelse i dansk musikhistorie, og så er der samtidig en særlig historik mellem hende og Mads Langer. Blandt andet skrev Mads sangen "Overgir mig langsomt" til Sanne Salomonsens comeback-plade i 2014, og de to været sammen i tv-programmet “Toppen af Poppen”, forklarer Jakob Bonderup.

At også Claus Hempler bliver en del af Engelsholmkoncerten, er for Jakob Bonderup noget helt særligt. Claus Hempler udkom i april med sin første dansksprogede plade "En kuffert fuld af mursten", der af anmeldere roses til himlen, og som vurderes til at blive en af årets allerbedste.

- Første gang, jeg hørte hans album, blev jeg fuldstændig blæst væk, lyder det fra Jakob Bonderup, der er vild med den danske crooner med referencer til blandt andet Nick Cave, Elvis Costello og David Bowie, men også danske navne som Nikolaj Nørlund, Peter Sommer og C.V. Jørgensen.

- Han er en stærk karakter, og så borger han simpelthen bare for noget kunstnerisk kant, siger forstanderen.

Koncertens sidste og yngste hovednavn er Hjalmer.

Hjalmer med det borgerlige efternavn Larsen er søn af Kim Larsen og pladedebuterede i 2017 med singlen "Hvis du går", der udkom 16. juni 2017. Sangen var med på Hjalmers debut-ep/lp ”Skabt til at være ung”, der udkom senere på året i november 2017 med syv sange.

Han udgav i 2018 singlen "Samme fejl" skrevet sammen med sangskriveren og sangeren Basim og medvirkede med sangerinden Medina på singlen "Folk som os", skrevet af blandt andet Medina og Larsen.

Under stjernerne

Engelsholmkoncerten foregår i parken syd for slottet fra klokken 19.30. Fra klokken 17, hvor parken åbner, kan man købe et udvalg af forskellig mad- og drikkevarer fra blandt andet Lisbeths Pandekager, Kaffebaren, Dagli'Brugsen i Nørup, Haraldskær og Bøgedal på koncertpladsen og nyde aftensmaden, inden koncerten starter.

Sammen med musikken kan man opleve storslåede projektioner på slottets facade. Koncerten varer frem til klokken 22.30, og atter i år vil Mads Langer uddele legater.

Se mere på Engelsholm Højskoles hjemmeside.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Hjulboltene var skruet af Toyota

Annonce