Annonce
Kultur

Musikfestival på pinebænken: Man skal være overtroisk for at tro på 2021

Lars "Charlie" Mortensen og Jelling Musikfestival er under maksimalt tidspres i disse dage. Igen er den endelige melding fra folketinget om festivalernes skæbne udsat og ventes nu i næste uge. Men man skal være overtroisk for at tro på en normal musikfestival i Jelling om fem uger, erkender han. Foto: Mette Mørk
Dommen er udsat nogle dage. Jelling Musikfestival er presset til det yderste på tid, hvis man skal nå at stable det store arrangement på benene på fem uger. Den endelige melding kan ventes i næste uge, men man skal være overtroisk for at se 35.000 festivalgæster samlet i Jelling sidst i maj.

Jelling: - Man skal være overtroisk for at tro på, at vi får lov at lave en festival med 35.000 gæster i Jelling om fem uger. Men vi har været overtroiske i Jelling i over 30 år. Hånden på hjertet ved vi godt, at festivalen, som vi kender den, må forventes udskudt til 2022. Men hvis der kommer en mulighed for at lave et eller andet meningsfuldt, så vil vi stadig gerne være en del af genåbningen af Danmark.

Det siger direktør i Jelling Musikfestival, Lars "Charlie" Mortensen fredag formiddag.

Musikfestivalerne var ikke med, da folketinget natten til fredag indgik en aftale om øget genåbning af Danmark.

Annonce

I stedet forlyder det, at et særligt udvalg skal komme med et oplæg i næste uge, der gælder blandt andet festivalerne. De ligger under det store forsamlingsforbud på 500 mennesker udendørs.

Folketingets aftale handlede kun om det lille forsamlingsforbud, der hidtil har været fem personer.


Man skal være overtroisk for at tro på, at vi får lov at lave en festival med 35.000 gæster i Jelling om fem uger. Men vi har været overtroiske i Jelling i over 30 år. Hånden på hjertet ved vi godt, at festivalen som vi kender den, må forventes udskudt til 2022.

Lars "Charlie" Mortensen, direktør for Jelling Musikfestival


600-800 vogntog burde komme nu

- Det er så frustrerende. Kunne de ikke lige have taget det sidste med, nu de var inde og snakke om eksempelvis superligatilskuere? Vi er i det samme limbo (tomrum, red.), som vi har været længe. Vi kan ikke sige, at den her aftale var dødsstødet for festivalen i 2021, for dommen er udsat lidt, konstaterer festivaldirektøren.

Men han erkender også, at festivalens tidspres er spændt til mere end bristepunktet.

Lige nu burde de første af 600-800 vogntog fra hele landet med Godiks festivalgrej være på vej ind på festivalpladsen i Jelling.

Festivalen skulle være i gang med at organisere opgavefordeling mellem 5000 frivillige, og der skulle hentes en sværm af polititilladelser og andet papirarbejde.

Annonce

Vil ikke være "Komiske Ali"

- Jeg vil ikke være "Komiske Ali", der står på tv og siger, at alt er godt, mens der ruller tanks forbi i baggrunden. Men for kulturens skyld vil vi ikke overgive os før i allersidste øjeblik. Vi vil ikke slukke lyset for hele branchen. Men lige nu er det ingen fordel for Jelling at være årets første festival, siger Charlie.

Jelling Musikfestival har holdt dialogen i gang med leverandører og musikere. Med de danske artister, der var på programmet til den aflyste festival i 2020, har der været en gentlementaftale om at overføre aftalerne fra 2020 til i år. Det betyder, at alle har været klar til at reagere meget hurtigt. Det er muligt, festivalens aftalepartnere også har tomme kalendere.

Annonce

Festivaldage ligger fast

Charlie vil lige nu ikke udelukke noget som helst, heller ikke at der kunne komme nogle "mens vi venter på festivalen"-tiltag. Det kunne være en enkeltstående koncert senere på året. Men som han slår fast:

- Jelling Musikfestival hører til sidste weekend i maj. Og dér bliver vi. Festivalen dør ikke af det her. Vi kommer stærkt igen. I 2020 troede vi på, at vi ville være tilbage for fuld kraft i 2021. Nu tror vi på et ordentligt festivalbrag i 2022. Forskellen er, at nu har vi vaccinerne, siger Charlie, mens han i spænding venter på den formodede afklaring i næste uge.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Vejle

Smitten falder i Vejle Kommune: Men én befolkningsgruppe skiller sig stadig negativt ud

Billund For abonnenter

Legolands teknikere ordner alt fra videoovervågning til årets nyeste forlystelser: - Det er ligesom at få noget fra Ikea

Annonce