Annonce
Ikast-Brande

Myldre-dag i Klovborg fik rystet byen sammen

Tryllekunstneren Cheffmagic med det borgerlige navn Henning Nielsen sørgede for underholdningen i skolegården. Privatfoto
Foreninger og friskole i Klovborg gik sammen om en aktiv lørdag med blandt andet cykelløb og tryllekunster.

Klovborg: Der blev som ventet virkelig gang i den, da Klovborg Friskole sammen med lokale foreninger og ildsjæle havde arrangeret en meget aktiv lørdag. En af de største begivenheder blev skolens sponsorløb, der fik ikke mindre end 114 deltagere. Og nok så væsentligt - det blev cyklet godt med penge ind.

Skoleleder Jesper á Lágni Larsen fra Klovborg Friskole oplyser, at det i runde tal lander på 85.000 kroner.

- Det var et herligt arrangementet. Opbakningen var rigtig god, og vi skal have mere af den slags, så vi ryster snart noget nyt sammen, siger Jesper á Lágni Larsen.

Flere af de lokale foreninger og firmaer var med. Blandt andet Klovborg lokalråd, købmanden, antenneforeningen og Klovborg Friskoles Venner deltog på forskellig vis.

En pæn del af byen var mødt op i skolegården, hvor der både var underholdning og loppemarked med 25 boder.

Hovednavnet var den fra TV2 så kendte tryllekunstner Cheffmagic - alias Henning Nielsen, der tryllebandt publikum med sine kunster. Og det var noget, som både unge og ældre kunne samles om.

Det velbesøgte arrangement er udtryk for, at der er gang i en positiv udvikling i Klovborg. Det kan blandt andet skolen mærke. Tilbage i 2017 havde friskolen blot 54 elever. Nu er tallet 89.

- Det er lykkedes os at lave en "turn-around" på de to år, siger Jesper á Lágni Larsen, som nu håber, at der kommer gang i salget af byggegrunde på Kløvermarken.

Annonce
114 især yngre cyklister deltog i sponsorløbet, der gav 85.000 kroner. Privatfoto
Loppemarked og andre aktiviteter i skolegården gav godt med mylder. Privatfoto
Et nærmest historisk holdfoto af nogle af arrangørerne og de medvirkende ved den aktive lørdag i Klovborg - fra venstre købmand Marc Brix-Mignon, skoleleder Jesper á Lágni Larsen, tryllekunstner Henning Nielsen, Hanne Pedersen, formand for lokal- og udviklingsrådet, Jakob Voldby, formand for Min Købmand og Klovborg Friskole og Kresten Christensen, formand for Klovborg Antenneforening. Privatfoto
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce