Annonce
Alarm 112

Mystisk lastbil, mordet på Iben og naboslagsmål i Bredballe: Her er årets fem mest populære indslag fra 112-redaktionen

En lastvogn holdt i flere uger i rabatten ved Kollegievej i Jelling. Det var årets mest populære 112-historie fra Vejle Amts Folkeblad. Arkivfoto: Anders Kynde
To artikler om en efterladt lastvogn røg ind på årets top fem over de populæreste artikler fra Vejle Amts Folkeblads politireportere. Ellers var det traditionelle emner med en særlig drejning, der fyldte: Mord, slagsmål, brand og trafikulykker.

Vejle: Næsten hver dag byder på historier om arbejdet hos politi, brandfolk og domstole. Nogle skaber stor opmærksomhed, mens andre relativt hurtigt passerer forbi. Her har vi samlet de fem populæreste "112-historier" fra Vejle Amts Folkeblads redaktion, der har været bragt i perioden fra 18. januar til 27. december.

1 Mystisk rød lastbil forladt i rabatten

Den efterladte lastvogn havde både rumænske nummerplader og reparationer, som det ses af stripsen til højre, der holder sammen på bagtøjet. Arkivfoto: Anders Kynde

Lige ved en stor turistattraktion som den i Jelling kan en efterladt lastvogn ikke overses ret længe. Den holdt i rabatten langs Kollegievej, og efter et par uger vågnede "facebookpolitiet" og spurgte, hvad meningen var.

Ved henvendelse til Autohjørnet og Sydøstjyllands Politi kunne Vejle Amts Folkeblad beskrive et forløb, hvor lastvognen tilsyneladende var kørt i stykker, hvorefter den angiveligt rumænske chauffør købte en personbil hos Autohjørnet og kørte hjem.

Der var ikke rigtig noget at gøre for den lokale politibetjent andet end at vente og håbe på, at køretøjet blev ordnet og fjernet. Det blev den også, men den nåede dog ikke helt til Rumænien. Før midt i august kunne avisen berette, at flere borgere skrev på Facebook, at nu var bilen set på en rasteplads i Bredsten.

Det er den 112-artikel, der med afstand har skabt størst opmærksomhed i løbet af året. Faktisk var emnet så populært, at den røde lastbil i den senere artikel om, at den var set ved Bredsten, satte sig på fjerdepladsen, men her tælles den kun med en gang.

2 Iben-mordet måske på vej mod opklaring

Iben Salling Syrik blev fundet død 9. december 2019 ved familiens sommerhus ved Vesterlund. To år senere, 21. december 2021, anholdt politiet en mand i sagen. Han sidder nu varetægtsfængslet. Foto: Mette Mørk

Sydøstjyllands Politi har anholdt og sigtet en 44-årig mand fra Horsens for drabet på en 38-årig kvinde, som for to år siden blev fundet død i et sommerhus i Give.

Det oplyste politiet i en pressemeddelelse 22. december 2021.

Kvinden - Iben Salling Syrik - blev fundet død i et udendørs spabad ved sommerhuset på Skovbrynet i området ved Vesterlund 9. december 2019.

Umiddelbart efter hendes død blev en person anholdt. Men i løbet af knap et døgn blev vedkommende løsladt igen. Det er ikke oplyst til offentligheden, hvilken rolle personen var mistænkt for at have spillet.

Politiet har hele tiden efterforsket sagen som en drabssag, og omkring et års dagen for fundet af kvinden efterlyste politiet hjælp med oplysninger i sagen.

Den 44-årige mand fra Horsens blev anholdt tirsdag omkring klokken 10.45. Han blev fængslet frem til 19. januar efter et lukket grundlovsforhør.

3 Balladen i Bredballe: Nabo tævede nabo

I Retten i Kolding fik en fest i Bredballe med efterfølgende naboslagsmål fra juni 2020 et efterspil 14 måneder senere, da to fra festen fik en fængselsstraf. Arkivfoto: Leif Baun

40 og 60 dages ubetinget fængsel for vold. Nej, det er ikke ligefrem den slutning, man normalt forventer af en fest i Bredballe. Men det var den status på festen, som Retten i Kolding kom frem til for den 47-årige vært og en af festens deltagere, en 46-årig mand fra Vejles sydlige opland.

En tredje tiltalt blev frifundet, fordi der var sket forveksling med en anden festdeltager.

21. juni 2020 blev der holdt en fest i et strandnært hus i Bredballe. Stemningen blandt de omkring 20 festdeltagere var høj, blandt andet fordi det var en af deres første fester efter coronanedlukningen i foråret 2020.

De berusede gæster støjede og spillede høj musik i et omfang, så en af dem selv undrede sig over, at der ikke var kommet naboklager. Men det kom der så også.

Politiet modtog mange "musik til gene"-klager den nat, og ifølge en af betjentenes udsagn i retten var anmelderen fra Bredballe utilfreds med politiets prioritering af arbejdsopgaverne. Så frem for at vente på ordensmagten valgte han selv at opsøge naboen for at få sat en stopper for spektaklet.

Der var meget modstridende beskrivelser af forløbet, som retten altså i slutningen af august takserede til en tur i brummen for to af festdeltagerene.

4 Snarrådig mand forhindrede plantagebrand

Traktoren fra Jørgens Maskinstation udbrændte totalt på Diagonalvejen fredag formiddag. Arkivfoto: Flemming Gejl

En pludselig opstået brand i en trailer med halmsnitter satte på ganske få minutter ild i en traktor fra Jørgens Maskinstation, der var på vej ad Diagonalvejen i Give fredag den 2. juli kort før klokken 10.

Her var indehaveren af Give Tøjcenter, Flemming Gejl, vidne til den voldsomme brand.

- Da jeg kom ud, var der allerede gået ild i traktoren også. 10 minutter - så var den nærmest udbrændt. Og så eksploderede dækkene jo. Det lød nærmest som en bombe, og man kunne mærke braget helt herhenne ved huset. Ilden gav strålevarme 50-100 meter væk og en kæmpe røgsky. Jeg lagde mærke til, at chaufføren havde nået at køre traktoren over i venstre vognbane og parkere den dér, inden han sprang ud. Det var heldigt, for ellers kunne der jo være gået ild i skoven (Give Plantage, red.), berettede Flemming Gejl.

5 Dødskryds fjernes efter et års tøven

Så skete det lige igen. Mens avisen taler med Lars Holmboe og tager fotos, benytter en bilist lejligheden til at foretage en ulovlig U-vending på Fredericiavej, selv om det er seriøst farligt. Senere kom melding om, at vejen ændres. Foto: Kaare Johansen

"Lars Holmboes øjne ser - men hjernen kan ikke helt omsætte synet til noget meningsfuldt.

Da han forpustet kigger ind ad sideruden på den smadrede bil, sidder den dødeligt kvæstede bilist på bagsædet. Sådan ser det i hvert fald ud.

- Men så går det op for mig, at førersædet har revet sig løs af sit fæste, så det nu står ved bagsædet."

Sådan fortalte Lars Holmboe i august til Vejle Amts Folkeblad sin oplevelse af at være første ankomne til et ulykkessted med en døende bilist. Ulykken skete 29. november 2020 nær Circle K-benzinstationen på Fredericiavej.

Der er flere faremomenter på stedet. Ulovlige U-vendinger og tilstødende sidegader, der frister til at overtræde forbuddet mod at svinge til venstre fra Fredericiavej ind på Vindingvej.

Det er ikke et nyt problem, men Fredericiavej er statsvej, så det er Vejdirektoratet, der skal beslutte ændringer af situationen. Sagt på almindeligt jysk var man i Vejle ikke imponeret over den hastighed, hvormed det høje direktorat forvaltede sit ansvar.

I november kunne avisen så berette, at statsforvaltningen et år efter dødsulykken havde valgt den løsning, der så længe er snakket om - at forlænge midterrabatten mod sydvest, så i hvert fald venstresvingene forhindres.

Vejle-politikerne kunne dog ikke få nærmere besked om, hvornår arbejdet skal udføres, kun at det efter planen sker i løbet af 2022.

Annonce
Egtved For abonnenter

'Vi føler os ført bag lyset': Styregruppe har meldt sin exit fra Tour de France-planlægning

Danmark

Fredagens coronatal: Sætter rekord med 53.655 smittede

Annonce
Annonce
Annonce
Vejle Boldklub

VB får kæmpe bøde og går efter hybridgræs helt til kanten: Det er ikke småpenge, kommunen må finde ekstra til banen

VEJLE For abonnenter

Hun lukker sin forretning efter 40 år: Nu siger Betzy farvel til arbejdslivet

Hedensted

Er der for lidt plads i skraldespanden? Nu kan du også aflevere de her produkter på genbrugsstationen

Debat

Styregruppen for tryghed, ro og sikkerhed i Sandvad og omegn svarer på kritik i VAF: Vi kæmper ikke imod asylansøgere, men imod Udlændingestyrelsen

Hver fjerde landmand kan forsvinde: - Det vil være hul i hovedet for klimaet

Vejle

Stormvejret kan betyde oversvømmelser i Vejle: Sommerhusejere får særvarsel - det dige, der skulle sikre deres huse, er forsinket

Erhverv For abonnenter

Se video: Storbrand i Fredericia rammer hårdt i Vejle - 'Vi er sendt tilbage til start, men vi tager fat straks'

Jesper Buch kalder sagen grotesk: - Åndssvage iværksætter-regler bremsede min datters virksomhed

Erhverv

Skat og politi besøgte syv virksomheder under razzia i Vejle: Seks af virksomhederne skal kigges efter i sømmene

Topnazistens lillebror reddede mange fra de tyske kz-lejre: Men helten Albert endte selv som udstødt og glemt - fordi han hed Göring

Børkop

Stort idrætscenter har ansat en centerleder, der er kender af det lokale foreningsliv og italienske vine

Vejle Boldklub For abonnenter

VB's farvel til anfører kan mærkes: Derfor er VB tvunget til at reagere

Alarm 112

Stormens første ofre: En bokser er knockoutet og et væltet træ spærrer Hærvejen

Annonce