Vejle: Søndag klokken 20.30 er der officiel åbning af den fjerde udgave af Floating Art. Det sker i forbindelse med fejringen af sankthans på Vejle Havn. Både 18.15 og 20.15 er der optræden ved komponisten Tonje Terese Norheim, der også har bidraget til et af værkerne.
Floating Art er i udvikling fra år til år. Udstillingens kvalitet øges i takt med, at den bliver mere kendt og dermed giver større prestige til udstillerne. Samtidig er der interesse for at fremme den proces ved at skrue op for deltagerbetalingen.
Vi ville rigtig gerne have Floating Art til at peake i 2021, hvor der er gule trøjer i byen.Ove Sørensen
På toppen i 2021
- Vi ville rigtig gerne have Floating Art til at peake i 2021, hvor der er gule trøjer i byen, siger museumschef Ove Sørensen med henvisning til, at en af etaperne i det store cykelløb Tour de France det år starter i Vejle. Opgaven er derfor at rejse de nødvendige midler, og derfor er det nødvendigt at begynde nu. At Vejle har fat i noget rigtigt viser henvendelser fra både Skåne og London, hvor man vil høre om Vejles erfaringer med udstillingen. Sidste år gik den jo verden rundt på grund af et af udstillingens elementer, det sunkne hus.
Mette Woller, der er kurator på Floating Art, siger:
- Udstillingen sætter fokus på, at naturen er en aktiv agent i planetens skæbne, som ikke kan tæmmes, og som reagerer på det, den udsættes for. Der er derfor behov for at handle nu, hvis vi og den skal overleve.
Årets undertitel er "Cry Me a River", som er lånt fra en sang af Justin Timberlake fra 2002.
- Cry Me a River" er de tårer i øjnene, der skyller snavset væk og får dig til at se verden på ny, tilføjer Mette Woller.
Internationale dommere
Værkerne til årets udstilling er udvalgt af en kunstfaglig jury, som i år har den internationalt anerkendte kurator Raimundas Malašauskas med. Raimundas Malašauskas har bl.a. kurateret dele af den store kunstbiennale Documenta (13) og oO, den litauiske og cypriske pavillon på Venedig Biennalen 2013. Juryen består desuden af Mathias Kryger, der er kurator, kunstner og skribent ved Politiken, samt Anna Margrethe Pedersen, der er grundlægger af Years, kunstner og kurator ved Vestjyllands Kunstpavillon.
Mathias Kryger siger om udstillingen på Vejle Fjord:
- Værkerne vil helt sikkert udfordre den traditionelle forståelse af, hvad det vil sige at opleve kunst i det offentlige rum, og engagere publikum med både dybt rodfæstede politiske og poetiske spørgsmål.
Udstillingen flyder indtil Trekantområdets Festuge slutter 1. september.
Verdenskunst
Anu Ramdas, Danmark
Beatričė Mockevičiūtė, Litauen
Ceylan Öztrük, Tyrkiet
Frederik Worm, Danmark
Lewis Teague Wright, Storbritannien
Liu Shiyuan, Kina
Marit Benthe Norheim & Tonje Terese / MIRRORship, Norge
Mia Edelgart, Danmark
Tor Jonsson, Sverige
Kom tæt på kunsten
Men man kan også komme helt tæt på kunsten, for Vejlemuseerne har arrangeret guidede sejlture ud til værkerne i havneområdet. Det koster 150 kroner, og tilmelding sker på www.vejlemuseerne.dk/floatingart
Der sejles følgende dage:
Onsdag den 26. juni klokken 11 og 13.
Torsdag den 2. juli klokken 13 og 15.
Fredag den 2. august klokken 11 og 13.
Onsdag den 14. august klokken 17 (kun engelsk) og klokken 19.
Søndag den 25. august klokken 11.