Annonce
Egtved

Næsten alt, der kunne gå galt, gik galt: Alligevel er Stefan glad for sit første år i butikken

Stefan Skøtt er blevet rigtig glad for butikken i Bredsten, hvor han håber på at være uddeler de næste mange år. Foto: Vibeke Frost Oxholm
Stefan Skøtt rykkede ind i Dagli'Brugsen i Bredsten 1. maj sidste år. Corona, væbnet røveri, skadedyr og defekte kompressorer har givet udfordringer - alligevel står uddeleren tilbage med en rigtig god mavefornemmelse.

Bredsten: Røveri. En rotte. To kølemontrer, der stod af. Og mange måneder med mundbind.

Stefan Skøtts første år som brugsuddeler i Bredsten har sandelig været en broget affære.

- Især det første halvår var præget af udfordrende episoder. Faktisk så mange, at man næsten ikke kan andet end at grine af det, siger Stefan Skøtt i dag.

Han tiltrådte stillingen som uddeler i butikken efter Peter Lystrup 1. maj sidste år. Da havde coronaen fået solidt tag i Danmark, og det var ikke muligt at holde en markering af uddelerskiftet.

Så faktisk er der mange, der først efter flere måneder opdagede, at der var kommet en ny uddeler i Dagli'Brugsen i Bredsten.

- Det sker stadig indimellem, at nogle siger "nå, det er dig, der er den nye uddeler", men det er ikke så tit længere, siger Stefan Skøtt med et lille grin.

- Normalt ville jeg sammen med bestyrelsen have holdt en reception i butikken, hvor vi ville have serveret lidt at drikke, og hvor jeg ville have lejlighed til at hilse på. Men det måtte vi desværre undvære, fortæller han om sin første tid.

Det betyder, at han stadig for nogle er et nyt ansigt - som endda er delvist gemt væk bag et mundbind, når han går rundt i butikken.

Annonce

Røveri og en enlig rotte

Men den aflyste reception er langt fra det eneste, der ikke blev helt, som Stefan Skøtt kunne have ønsket sig.


Især det første halvår var præget af udfordrende episoder. Faktisk så mange, at man næsten ikke kan andet end at grine af det.

Stefan Skøtt, uddeler


Kun få dage efter, at han var tiltrådt, blev butikken udsat for et væbnet røveri. Det var uddeleren selv og en ungarbejder, der var på arbejde, da en mand truede sig til penge.

- Jeg har nogle lignende oplevelser i bagagen fra tidligere butikker, så selvom det aldrig er rart, så har jeg en erfaring i, hvordan jeg skal håndtere det. Jeg er bare ked af, at en af de unge piger også skulle have den oplevelse. Men hun har fået den hjælp, hun skulle bruge, og vi har fået talt om det her i butikken, siger han.

To gange er tyveknægte også stukket af med de gasflasker, der ellers er låst inde i metalbure uden for butikken. Og en enlig rotte forvildede sig ind i butikken, som måtte lukkes i halvandet døgn, mens man sikrede sig, at der ikke var andre.

To gange er kompressorer til kølemontrer gået i stykker.

Møder med bestyrelsen har der også kun været meget få af, ligesom det ikke har været muligt at holde personalearrangementer på grund af corona.

Men de trælse episoder får ikke lov at slå ham ud, og det er heller ikke dem, der fylder mest i det daglige.

- Jeg er meget glad for at være her i butikken. Jeg har fået et godt indtryk af området, kunderne er enormt søde, og så har jeg en rigtig god og stabil personalegruppe. Det er et fantastisk fundament, siger Stefan Skøtt.

Annonce

Kom tættere på hjemmet

Han er kontoruddannet, men finanskrisen gjorde det svært at få job, da han var færdiguddannet. Han blev i stedet ansat i den butik, hvor han i sin tid var ungarbejder.

- Gennem årene har jeg arbejdet mig gradvist op, og jeg trives i dag rigtig godt i butiksfaget. Jeg kan ikke forestille mig at skulle andet, fortæller han.

Inden Stefan Skøtt blev uddeler i Bredsten, var han uddeler i Dagli'Brugsen i Rask Mølle. I dag har Peter Lystrup og Stefan Skøtt byttet job, så Peter Lystrup i dag står i spidsen for butikken i Rask Mølle.

- Det passede perfekt på alle måder. Jeg trængte til at komme til en ny butik, og samtidig kom jeg noget tættere på mit hjem i Grindsted, så jeg har mindre transporttid, og Peter, der bor i Aarhus, kom også tættere på sit hjem, siger Stefan Skøtt

Som i øvrigt fik besked om, at han skulle være far for anden gang på sin første arbejdsdag i butikken i Bredsten.

- Så også på hjemmefronten er der sket meget det sidste år, siger han med et smil.

Annonce

Pusler med aktiviteter

Bredsten-uddeleren glæder sig som alle andre til, at corona-restriktionerne bliver løftet.

- Jeg glæder mig til, at vi må samle hele personalegruppen til arrangementer, og til at vi kan holde bestyrelsesmøder igen. Og så vil jeg også rigtig gerne i gang med at arrangere forskellige events og aktiviteter.

- I Rask Mølle har man gode erfaringer med blandt andet et børneloppemarked ved butikken - det overvejer jeg lidt, om vi skal forsøge os med her. Det kan også være forskellige smageaftener med eksempelvis vinsmagning. Det er sådan noget, jeg glæder mig til at få gang i, fortæller Stefan Skøtt, der gerne vil være synlig i Bredsten og omegn.

For jo. Der er en "ny" uddeler i byen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Hedensted

Se Knuds første stik: 766 fik med nålen på den store vaccinationsdag - og der er plads til endnu flere

Sport

Give starter ligaen i København

Annonce