Forurening: Laurits Rosenlund er en af de nærmeste naboer til Flyvestation Skrydstrup ved Vojens og har flere marker tæt på flyvestationen, hvor han dyrker afgrøder.
Han er overrasket over, at Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse hvert eneste år siden 2016 har fået lavet omfattende undersøgelser, der viser, hvordan Forsvarets forureninger med giftstofferne PFAS spreder sig til grundvandet og naturen - uden at nogen har gjort noget ved det.
Laurits Rosenlund, nabo til Flyvestation SkrydstrupJeg er rystet. Der er nogle myndigheder, som ikke været deres opgave voksen. Der er tilsyn, som skulle holde øje, som ikke har været opgaven voksen. Det er jeg frustreret over.
- Jeg er rystet. Der er nogle myndigheder, som ikke været deres opgave voksen. Der er tilsyn, som skulle holde øje, som ikke har været opgaven voksen. Det er jeg frustreret over, siger Laurits Rosenlund.
Han mener også, det er bekymrende, at Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse i 2019 overvejede at påbegynde en oprensning af forureningen på grund af risikoen for påbud og erstatningssager og ikke af hensyn til miljøet eller borgerne omkring flyvestationerne.
- Forsvaret har vi til passe på os alle sammen, men nogle gange kan man være lidt i tvivl om, hvem de passer på. Om det er sig selv eller os borgere. Ja, jeg har ikke ord for det, siger han.
Bekymret for drikkevandet
Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse endte trods sin egen anbefaling om at begynde en oprensning med ikke at foretage nogen form for afværgelse over for forureningerne ved Forsvarets flyvestationer.
Det undrer Laurits Rosenlund, der er bekymret for det vand, som beboerne i området ved Flyvestation Skrydstrup drikker. På de tre flyvestationer, i Aalborg, Karup og Skrydstrup, er der målt PFAS i værdier, der ligger mellem 100 og 1000 gange over grænseværdien for grundvand.
Laurits Rosenlund er mindre bekymret for sin egen kartoffelproduktion, selv om han helst var forureningen foruden. Det skyldes blandt andet, at de giftige PFAS-stoffer ikke havde spredt sig til kartoflerne i køkkenhaver nær brandskolen i Korsør. Han forventer, at det samme vil være tilfældet ved Flyvestation Skrydstrup.
Forsvarets Ejendomsstyrelse forklarer, at den manglende indgriben skyldes "et ressourceperspektiv samt en vurdering af effekten af de kendte metoder". Den forklaring ændrer ikke på, at en række eksperter kritiserer Forsvaret for ikke at bremse forureningerne eller oprense dem.