Annonce
Trekantområdet

Nabokommuner er med i digitalt badevandskort - Fredericia overvejer at komme med

Badevandskortet viser grønne flag på stribe i Vejle og Kolding kommuner, mens det ikke fremgår, om Fredericia og Middelfart har rent badevand. Hvis turister orienterer sig efter app'en med badevandskvalitet, mener formand for miljø- og teknikudvalget i Fredericia Byråd, Christian Bro (S), at det vil være fint at koble sig på. Skærmbillede fra badevandet.dk
Badegæsterne i Fredericia må forholde sig til blå flag og advarselsskilte, når de springer i Lillebælt. I Vejle og Kolding kan man digitalt følge med via en app på telefonen. Løsningen overvejes også i Fredericia, men badevandet er sjældent udfordret.
Annonce

Fredericia: I både Kolding og Vejle kommuner kan badegæsterne få garanti for rent badevand via en app på telefonen. Med grønne eller røde flag viser app'en på et kort, hvordan badevandets tilstand er.  App'en er udviklet af Dansk Hydraulisk Institut.

Fredericia har ikke koblet sig på, men formand for miljø- og teknikudvalget Christian Bro (S) er åben over for ideen.

- Hvorfor kobler I jer ikke på?

- Jeg har ikke hørt om app'en, men det lyder som en god idé, selv om vi meget sjældent har problemer. Vi har Blå Fflag-strande, hvor kvaliteten følges nøje, og generelt meget fint badevand, men hvis eksempelvis turister bruger app'en til at orientere sig efter og vælge badestrande, så kunne det være fint, at vi også er med, siger Christian Bro.

Det vil i så fald imødekomme kritik fra blandt andet Hans Thomasen fra Erritsø, som har kritiseret, at Fredericia Kommune er for sent ude med advarsler, hvis der er problemer med badevandet. Han har fulgt den varsling, der sker fra andre kommuner, og mener, at Fredericia kunne gøre det bedre.


Hvis eksempelvis turister bruger app'en til at orientere sig efter og vælge badestrande, så kunne det være fint, at vi også er med

Formand for miljø- og teknikudvalget Christian Bro (S)


I Kolding Kommune har man været koblet på tjeneste fra Dansk Hydraulisk Institut i længere tid.

- Det er et smart tiltag, for helt automatisk bliver der meldt ind i app'en, hvis der er problemer med badevandet. Så skifter det grønne flag til rødt, indtil forholdene er på plads, forklarer Per Holm, direktør for Blue Water Kolding.

Annonce

Sms ved overløb

I Fredericia Kommune følges badevandskvaliteten også nøje, men det sker internt mellem Fredericia Spildevand og kommunen.

- Vi får en sms-melding, hvis der sker overløb fra spildevandsnettet. I det tilfælde vil der være en potentiel risiko for urent badevand, og i praksis kører vi straks ud og sætter et skilt op om badeforbud for at være på den sikre side. Vi får foretaget analyser og fjerner skiltet, så snart vandprøverne viser rent badevand, forklarer Lars Bak fra natur- og miljøafdelingen i Fredericia Kommune.

Situationen opstår så sjældent, at kommunen indtil videre ikke har ment, at der var behov for at være en del af badevands-app'en. Det er en tjeneste, der skal betales for, men Christian Bro er klar til at finde pengene, selvom han medgiver, at flagene på badevandskortet vil lyse grønt i langt det meste af tiden.

Alle badestrande har som udgangspunkt rent badevand, og på kommunens fem Blå Flag-strande er det endnu tydeligere. Hvis det Blå Flag er oppe, er vandet rent, pointerer Lars Bak.

- Og kvaliteten er helt i top i øjeblikket på alle strande, siger Lars Bak.

Der er kun et enkelt overløb, som ind imellem kan udfordre badevandet. Det er ved Erritsø Strand nedenfor det område, hvor Erritsø Hus tidligere lå.

- Vi får en melding, hvis der er problemer, men det er langt fra hver gang, der er kraftig regn, at det sker. Men sker det, så melder vi det ud og skilter straks, siger Lars Bak.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Tre nye corona-smittede på et døgn: Borgmester forventer at se flere syge i Vejle

Annonce