Annonce
forside

Nabostrid endte med vold og en tur i retten: Her er dommen

Arkivfoto: Morten Pape
Vejle - Et slagsmål mellem to naboer, der fandt sted på Grejsdalsvej 9. marts i år, fortsatte i overført forstand tirsdag i retten.

Her sad de to slagsbrødre - en 35-årig mand og en 54-årig mand - begge tiltalt for vold mod hinanden, og dermed var de også begge forurettede i sagen.

De to mænd havde hver deres forklaring på, hvordan slagsmålet opstod og udviklede sig.

Den 54-årige fortalte, at han helt umotiveret blev overfaldet - blandt andet med et kosteskaft, da han kom ind i den 35-åriges lejlighed, og at han derfor forsvarede sig selv ved efterfølgende at gå op i sin lejlighed og hente et baseballbat, som han brugte til at brække kæben på den 35-årige.

Planlagt overfald

Den 35-årige fortalte, at han samme dag kort forinden var blevet advaret om, at den 54-årige havde planer om "at smadre" sin ham, fordi han skulle have spredt nogle rygter om den 54-årige i byen.

Derfor var den 35-årige på vagt, da den 54-årige kom ind i lejligheden. Men da han bad ham om at gå og i samme ombæring skubbede ham mod døren, blev han slået med baseball-battet, som efterfølgende også ramte den 35-åriges kæreste ved øjet.

Forsvarer for den 35-årige, Mikkel Cramer, havde flere vidner indkaldt i retten, som kunne fortælle, at de samme dag inden episoden havde mødt den stærkt ophidsede 54-årige, som netop havde købt baseballbattet og gav udtryk for, at han ville hævne sig over for den 35-årige.

Dermed, argumenterede forsvareren for, var der tale om et planlagt overfald i den 35-åriges eget hjem, og han havde blot handlet i nødværge, hvis han skulle have slået den 54-årige. Noget, som han dog nægtede at have gjort.

Skal mentalundersøges

Retten vurderede da også, at der ikke var ført beviser for, at den 35-årige havde slået den 54-årige. Derfor blev han frifundet, mens den 54-årige blev fundet skyldig i grov vold.

Hvad straffen til den 54-årige kommer til at lyde på, afgøres først, når der er blevet gennemført en person- og mentalundersøgelse af ham.
Annonce
Forsiden netop nu
112 For abonnenter

Jeanette og Kenneth fra Jerlev overtog Humlum Kro i februar: - Det ser meget håbløst ud lige nu

Annonce