Annonce
Vejle

Natluk Dæmningen: 'Flere unge er landet på kølerhjelmen'

Det er langt fra alle bilister, der tilpasser farten efter forholdene og fulde folk på Dæmningen. Flere gæster er havnet på kølerhjelmen af en bil. Foto: Torben Juhler
Det skal være slut med at tale om det - nu vil restauratører på Dæmningen have vejen natlukket i weekenden.

Vejle: Restauratørerne på Dæmningen midt i Vejle har et stort ønske til politikerne:

Luk den trafikerede vej for gennemkørende trafik fredag og lørdag aften og nat, når gaden er fyldt med festende gæster, der pendler mellem værtshuse og diskoteker.

- Det er rigtig fedt, at kommunen har valgt at samle nattelivet her på Dæmningen. Men der er ikke én aften, hvor der ikke på et tidspunkt er nogen, som må træde lidt hårdt på bremsen. Vi har oplevet flere, der har ligget på kølerhjelmen af en bil, men 7-9-13 er der ikke sket noget alvorligt, fortæller Michael Juul Sørensen, medindehaver af Temabar og Barmix.

- De unge tænker ikke over det, når de krydser Dæmningen. De går ud og ind mellem bilerne og vandrer rigtig meget mellem de forskellige steder her, tilføjer Simon Klünner, souschef hos Old Irish Pub.

Vi har oplevet flere, der har ligget på kølerhjelmen af en bil, men 7-9-13 er der ikke sket noget alvorligt.

Michael Juul Sørensen, medindehaver af Temabar og Barmix

Kniber med bedømmelsen

De to seneste somre har kommunen kørt forsøg med en enkelt nat. Sidste år i slutningen af august og i september året før, men siden er der ikke sket mere, og står det til restauratørerne, skal der spærres for den gennemkørende trafik fra klokken 23 til klokken 6 lørdag og søndag morgen.

- Når vi går og rydder op klokken fem i weekenden, oplever vi, hvordan folk går rundt ude på vejen, og det er de færreste, der kan afstandsbedømme på det tidspunkt, siger Marianne Sohn Nygaard, forpagter af Tartan Pub.

Det er blot en uge siden, at Dæmningens restauratører opfordrede byrådet til at fortsætte fritlægningen af Mølleåen hen ad Dæmningen, hvilket ikke udløste den store investeringslyst hos hverken Venstre, Socialdemokratiet eller Konservative.

Anderledes positive er meldingerne dog, når det gælder den efterlyste natlukning af Dæmningen, som der har været talt om i flere år.

Bekymrede forældre

Restauratør på gågaden og byrådsmedlem Martin Sikær Kristensen (S) slog forgæves til lyd for en lukning for tre år siden, og nu er det partifællen Morten Skovlund, der med sæde i bevillingsnævnet gerne løfter sagen ind i byrådet.

- Der har gennem alle år været flere farlige situationer med unge på kørebanen og biler, der passerer igennem. Ofte med for høj fart i forhold til forholdene. I mine snart seks år i bevillingsnævnet har jeg derfor fået adskillige henvendelser fra bekymrede forældre, der har hentet unge på Dæmningen og observeret det kaos, der kan være med unge og biler blandet imellem hinanden, fortæller Morten Skovlund.

Han er med på, at de unge selv har et ansvar for at passe på sig selv - og ikke mindst hinanden - når de fester. Men han er enig med restauratørerne i, at kommunen har et ansvar for trafiksikkerheden, når man har valgt at samle alle bevillinger til klokken fem om morgenen ét sted i byen.

Fredag og lørdag fra omkring klokken 23 til klokken seks om morgenen ønsker restauratørerne Dæmningen spærret for trafik. De mener, at byrådet bør tage konsekvensen af, at politikerne har valgt at koncentrere nattelivsrestaurationerne på Dæmningen. Foto: Torben Juhler

Lyssky parkeringsplads

Borgmester Jens Ejner Christensen (V) bakker også op om en permanent lukning af Dæmningen i nattetimerne i weekenden.

- Hvis der kan findes en god løsning på det, er jeg lydhør over for ønsket. Nu gør jeg det ikke længere, men jeg var i fem år blandt de forældre, der hentede unge mennesker på Dæmningen, og her kunne jeg til tider se farlige situationer opstå, når de unge bliver angrebet - skal vi sige af kådhed? - og vil krydse gaden. Men jeg vil gerne se nogle konkrete forslag til, hvordan det kan løses, hvis vi skal lukke Dæmningen, siger Jens Ejner Christensen.

Det er viceborgmester Dan Arnløv Jørgensen (K) helt på linje med, og han mener også, at kommunen bør kigge på den parkeringsplads på Dæmningen, hvor der tidligere lå en tankstation.

- Vi skal blandt andet have kigget på belysningen på den plads, for det er blevet et sted, man tager ting, man ikke bør. Der ligger lattergaspatroner spredt ud over det hele, og jeg vil foreslå, at vi tager en dialog i byrådet om vores natteliv. Det handler om at gøre det mere sikkert og trygt om natten, siger viceborgmesteren.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce