Annonce
Fredericia

Naturen kan være grum: Spidse grene dræber to rådyr i vild jagt på hinanden på Fredericia Vold

To rådyr i jagt på hinanden blev i weekenden henholdsvis trykket til døde og spiddet af kraftige og spidse træstumper fra den samme knækkede gren på Fredericia Vold. Her ses en buk med træstumpen gennem halsen. Privatfoto
To bukke i brunst løb i weekenden direkte i døden på Fredericia Vold. Jæger og politi afviser, at nogen har skudt efter dyrene.
Fredericia: To rådyr har under ganske usædvanlige omstændigheder mistet livet på Fredericia Vold. Lørdag ramte de i en vild jagt på hinanden den samme gren. Grenen lå på jorden og var knækket af et træ. Det ene rådyr fik revet noget af siden af kroppen op og trykket leveren så hårdt af grenen, at det døde. Det andet dyr løb direkte ind i en grenstump fra samme knækkede gren og blev spiddet. Det oplyser Museerne i Fredericia.
De er simpelthen kommet susende lige efter hinanden. Den lille har ramt grenen og fået et sår, men trykket fra slaget har samtidig været så stort, at leveren er ødelagt. Derefter er den død. Den store buk er derimod løbet direkte ind i grenen og fået den gennem halsen.
Jæger, der har undersøgt de døde dyr

Forbipasserende fandt dem

- Lørdag morgen omkring klokken 06.30 blev der af forbipasserende fundet to døde bukke på Fredericia Vold. Ved nedkørslen til Østerstrand. Sådan skriver Museerne i Fredericia på voldens hjemmeside, som museerne bestyrer. - Den lille buk (en spidsbuk) havde et stort hul i siden, som umiddelbart lignede udgangshullet fra et projektil, og dermed en nedskydning af dyret, kan man læse i opslaget, som fortsætter: - Den anden buk (en såkaldt seksender), som lå omkring 10 meter herfra, var spiddet i halsen. Såret i halsen er som sagt også forårsaget af grenen, men det kunne dog ved første øjekast minde om dyremishandling, konstaterer museerne.

Politi og jæger kontaktet

Imidlertid har politiet og en lokal jæger rekonstrueret det ret utrolige forløb. Da der ved nærmere eftersyn ikke kunne ses andre skader på dyrene - eller indgangshuller fra hagl og projektiler - konkluderer Museerne i Fredericia, at den store buk (seksenderen) har jagtet den lille buk (spidsbukken). De var efter hinanden, fordi de stadig er fulde af testosteron, selvom brunstperioden for deres vedkommende er slut. Hunnerne er ude af brunst, men hannerne jager hinanden i en kamp om territorium - også efter brunstens udløb. Det forklarer den jæger, som på det nærmeste har obduceret dyrene efter fundet lørdag. Han ønsker ikke sit navn frem, men Fredericia Dagblad er bekendt med det.
Den anden buk fik også et sår af et stykke gren, men den døde på grund af grenens slag mod de indre organer. Privatfoto

Aldrig set mage

Jægeren har over 30 års erfaring, og han kunne altså slå fast, at der ikke var skudt efter de to dyr: - De er simpelthen kommet susende lige efter hinanden. Den lille har ramt grenen og fået et sår, men trykket fra slaget har samtidig været så stort, at leveren er ødelagt. Derefter er den død. - Den store buk er derimod løbet direkte ind i grenen og fået den gennem halsen, fortæller jægeren. Han har aldrig set noget lignende før.
Pels og blod sås efterfølgende på grenen. Privatfoto

Blod og afrevet pels

Voldmester ved Museerne i Fredericia, Mikael Holdgaard Nielsen, oplyser til Fredericia Dagblad, at grenstumpen i seksenderens hals passer til den afbrækkede gren, som altså blev de to rådyrs skæbne. Der er tale om et ahorntræ. Man kan også se blod og pels på grenene og på stedet. Jægeren oplyser til Fredericia Dagblad, at i hvert fald otte rådyr har hjemme på volden.
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

112 For abonnenter

Jeanette og Kenneth fra Jerlev overtog Humlum Kro i februar: - Det ser meget håbløst ud lige nu

Annonce