x
Annonce
Vejle

Naturvejleder: - Regnen skyld i en masse små katastrofer i naturen

- Der sker en masse små katastrofer i naturen lige nu, men heldigvis er naturen uhyre katastrofeparat, siger naturvejleder Finn Lillethorup om hvordan den seneste tids megen nedbør påvirker flora og fauna. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Finn Lillethorup, naturvejleder ved Økolariet, følger spændt med i, hvad klimaforandringerne betyder for den lokale fauna og flora.

Vejle: Det er ikke kun mennesker, der døjer med den seneste tids voldsomme nedbør over Vejle og omegn.

Også naturen påvirkes af regnen, som har oversvømmet både marker og naturarealer, der er levested for dyr og planter.

Ifølge naturvejleder ved Økolariet, Finn Lillethorup, kan man lige nu observere, hvordan regnen har fatale konsekvenser for nogle arter i den lokale natur.

- Der sker en masse små katastrofer ude i naturen lige nu på grund af den megen nedbør, men heldigvis er naturen uhyre katastrofeparat. Naturen er så at sige designet til at håndtere katastrofer og den har altid et eller andet klar, som passer til de betingelser, der bliver skabt. Er man bare lidt naturfagsinteresseret, er det vanvittig spændende at følge, hvad der kommer til at ske, hvis klimaet, som meget tyder på, forandrer sig i disse år. Det er noget, jeg personligt følger med stor spænding, fortæller Finn Lillethorup.

Annonce
Vandstæren finder sin føde i åerne, men det er vanskeligt, når de flyder så hurtigt, som tilfældet er efter de seneste dages regnvejr, der desuden mudrer vandet op. Arkivfoto: Claus Sjødin

Små dyr drukner

Konkret ser han, at blandt andet isfugle og vandstære omkring Vejle Å lige nu har svært ved at finde føde, hvor de normalt fouragerer.

- Isfugle og vandstære finder deres føde i blandt andet Vejle Å og de har store problemer lige nu. Åerne er mudrede og strømmen er voldsom, så de skal ud og finde deres føde andre steder. De er dog heldige, fordi de er mobile. Det er værre for planter og små dyr som mus og muldvarpe, som ikke kan nå at flytte sig hurtigt nok. De drukner simpelthen, når åerne går over deres bredder og generelt er man på spanden, hvis man ikke er mobil, når der kommer så meget nedbør, fortæller Finn Lillethorup.

Naturens dynamik

Det går blandt andet ud over dyr som biller, sommerfuglelarver og også frøer og tudser, som har gravet sig ned i jorden, mens de venter på foråret og som nu drukner i den vandmættede muld.

- Træer og buske vil også gå ud mange steder, fordi de ikke kan tåle at stå under vand i så lang tid. Til gengæld vil urter og græs hurtigt komme sig igen efter en oversvømmelse. Det er den dynamik, vi ser i naturen hele tiden og som blandt andet kan opleves ved Syvårssøerne i Frederikshåb Plantage. Der er nogen gange vand og nogen gange ikke og det er med til at skabe en helt speciel natur og helt specielle livsbetingelser. Det tilpasser naturen sig til og det er det samme, vi kommer til at se andre steder nu: Hvilke arter kommer til at gå til og hvilke rykker ind og får nogle muligheder? Det, synes jeg, er vanvittigt spændende, fortæller Finn Lillethorup.

Isfuglenes levevilkår påvirkes af den megen nedbør, der blandt andet betyder, at fuglene må søge nye steder hen for at finde føde. Arkivfoto: Erik Thomsen
Dyr, der ikke er mobile, er på spanden, lyder det fra naturvejleder Finn Lillethorup. Det gælder balndt andet muldvarpen, som drukner, når åer og vandløb går over deres bredder. Arkivfoto: Per Finn Nielsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Når Danmark står sammen hver for sig

Danmark

Overlæge: - Det er fortrinsvis de unge og raske, vi har i respirator

Annonce