Annonce
Erhverv

Nedlukning halverede bilsalg: Nu håber bilforhandler på et godt forår

Hos Storgaard Biler i Bramming er salget af nye biler tæt på halveret i årets to første måneder. Foto: Lars Fahrendorff
Hos Storgaard Biler i Bramming er der også åbent for kunder i udstillingen igen. Men det har været to hårde måneder for bilsalget.

Bramming: Corona-nedlukningen har også ramt automobilbranchen hårdt.

Januar gav et stort fald i salget, og samlet set er bilsalget faldet 40 procent i år sammenlignet med samme periode i 2020, viser tal fra brancheorganisationen De Danske Bilimportører.

Det mærker man også hos Storgaard Biler i Bramming, der mandag igen slog dørene op for bilkøberne.

Annonce

- Vi er tæt på en halvering af nysalget af biler i årets to første måneder. Det er jo klart, at man ikke bare køber en bil over nettet. Biler er noget, man skal ud og røre, se og ikke mindst køre en tur i, så det har ramt os, siger Ebbe Bendixen, direktør i Storgaard Biler.

Genåbning mandag

Mandag var der travlhed ved telefonerne. Ebbe Bendixen er lidt i tvivl om, hvorvidt kunderne er klar over, at bilforhandlerne igen har åbent.

- Der er sågar en del af dem, der ringer, der tror, at værkstedet har været lukket. Men værkstedet har faktisk været fuldt bemandet hele vejen igennem, tilføjer Ebbe Bendixen.

Salget af brugte biler har også været tættere på det normale end salget af nye biler.

Annonce

Nye salgsmetoder

Alle kampagnerne og præsentationerne af nye modeller ligger normalt i januar, så det har altsammen været aflyst.

- Vi har forsøgt at gøre noget til gengæld for salget af nye biler ved at køre ud til kunderne med dem, så de kunne prøve dem. Men det er jo ikke det samme, som at kunne gå rundt og se og vælge mellem flere modeller. Så dér har vi været udfrodret, siger Ebbe Bendixen.

Han peger også på, at en del af årsagen til tabet i årets to første måneder kan være usikkerheden omkring afgifterne på elbiler, hvor der fortsat mangler fuld klarhed over tekniske detaljer i forbindelse med afgifterne.

- Jeg har et lille håb om, at der sidder en del købere på spring, som har gået og tænkt længe over bilkøb, og som nu er klar. Derfor kan vi gå hen og få et travlt forår. Og mange vil gerne have den nye bil i garagen inden sommerferien. Så vi kan håbe, at vi kan indhente det tabte, siger Ebbe Bendixen, der især har store forventninger til salget af hybridbiler.

På et normalt år sælger Storgaard Biler omkring 1.200 biler, nye og brugte. Sidste år blev det til 1.000 biler.








Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv For abonnenter

NPV satser på byggestart inden nytår: Posthusgrunden skal bebygges fra 'den billige ende'

Annonce