Annonce
Give

Nej til cigaretter og alkohol: Men derudover er 'Julehjælpspigerne' glade for ethvert bidrag

Julehjælpspigerne og 'rensdyret' Max er klar til at hjælpe værdigt trængende familier i Give med at skaffe dem julehjælp. Bagerst fra venstre er det: Ulla Bach og Grethe Boesenbæk. Forrest Rensdyret Max og Mariann Sonne Bjerregaard. Foto: Jim Hoff
Sidste år havde Grethe Boesenbæk og Mariann Sonne Bjerregaard stor succes med deres privat foranstaltede julehjælp til værdigt trængende i Give og omegn. Hele 13 familier modtog hjælp via Julehjælppigernes indsats, og i år er duoen udvidet til en trio.

GIVE: I 2018 søsatte Mariann Sonne Bjerregaard og Grethe Boesenbæk deres helt egen private julehjælpsplatform i Give. Som alenemødre kender de om nogen til de udfordringer, der ligger i julemåneden med at få tingene til at hænge sammen økonomisk, og derfor gik de ind og faciliterede deres egen julehjælpsindsamlimg til byens værdigt trængende familier.

De indsamlede tøj, legetøj, sko, mad og så videre fra såvel private som fra byens butiks- og erhvervsliv, og det endte med, at de to julehjælpspiger gjorde en positiv forskel for hele 13 familier i 2018 - plus at de afleverede overskudslageret fra indsamlingen til Mødrehjælpen og diverse væresteder i Vejle.

-Vi var rigtig glade for den flotte opbakning, vi fik fra både private og erhvervs- og butikslivet i Give sidste år. Det betød, at vi kunne gøre en forskel for en række mennesker, og det er vi klar til at gøre igen i år, fortæller Grethe Boesenbæk og Mariann Sonne Bjerregaard.

Annonce

Fra duo til treenighed

Duoen er blevet til en trio, eller en treenighed nu da vi taler om julen, idet Ulla Bach har forstærket holdet. Dermed har man yderligere en person, der kan tage fra og give et nap med, og det er også nødvendigt.

- Der var virkelig drøn på sidste år, og det var rigeligt at se til. Heldigvis da, men det er nu rigtig rart med en ekstra par hænder. Vi tror nemlig, der bliver flere, der vil bede om hjælp i år, da vi dels er tidligere ude, og dels har folk også hørt om Julehjælpspigerne, og det betyder nok, at der er flere der har mod til at søge hjælp, siger Mariann Sonne Bjerregaard.

Den velgørende treenighed vil torsdag den 17. oktober dele flyers ud om til byens butikker deres noble forehavende, og heraf vil det fremgå, at man kan aflevere sine gaver til Julehjælpspigerne på adressen Niels Kjeldsensvej 1. A stuen til højre hos Mariann Sonne Bjerregaard. Holdet kan også afhente de donerede effekter.

Vil man ud med en pose tøj/legetøj osv. til Julehjælpspigerne skal man lige ringe først til enten Mariann på 81 44 44 67 eller til Ulla på 60 25 64 34. Man kan også komme i kontakt med Julehjælpspigerne på www.julegavegive.webnode.dk.

Handler om at skabe hjertevarme

Julehjælpspigerne modtager ikke alkohol og cigaretter, men ellers er der som så ikke de store restriktioner.

- For os, der alle tre kender de mange udfordringer som alenemødre, er det af ekstra stor betydning, at vi kan hjælpe andre i samme situation her op til jul. For os handler det om at glæde børn og deres familier og skabe noget hjertevarme i en tid, der kan være svær at komme igennem for familier, der er pressede økonomisk, lyder det i samklang fra de tre julehjælpspiger.

Ansøgningen til julehjælpen starter den 1. november 2019, og ansøgningsfristen er onsdag den 18. december. Donationerne fra diverse bidragsydere afhentes den 16. december.

De der kan komme i betragtning er enlige og mindre bemidlede familier, og vi skal hilse fra Grethe, Mariann og Ulla at sige, at alt foregår anonymt og diskret.

En lille sjov nyhed har vi da også til læserne: Julehjælpspigerne har i år fået en maskot, "rensdyret" Max, der vil hjælpe pigerne i deres velgørende arbejde.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

71-årig kvinde dømt for fem tyverier

Jelling

Mobilmast får omstridt placering ved fredet skov: Naboer må vige for samfundsmæssige interesser

Annonce