Annonce
Billund

Nej til hal ved Vestre Skole: Det kan ikke nås i 2020

Mange politikere er positive over for idéen om en hal ved Vestre Skole. Men heller ikke i dette tilfælde blev idéen stemt igennem. Arkivfoto: Andreas Bjerre
Det blev heller ikke denne gang, at forslaget om byggeri af en hal ved Vestre Skole blev godkendt. Et stort flertal i byrådet stemte det ned af to grunde: Dels vil det være umuligt at nå inden årets udgang, og dels er partierne enige om først at færdiggøre renoveringen af Vestre Skole.
Annonce

Grindsted: Lars Hansen (Lokallisten) måtte finde sig i både at blive beskyldt for at føre sognerådspolitik og for at skyde en halvandet år lang valgkamp i gang, inden hans forslag om byggeri af en hal ved Vestre Skole blev nedstemt.

Forslaget blev stillet, fordi KL på grund af den aktuelle coronakrise har suspenderet anlægsloftet og dermed givet landets kommuner lov til at bruge løs på anlæg i indeværende år.

- Fordelen ved at bygge den nu er, at vi ikke få en straf for at overskride anlægsrammen, og samtidig har forvaltningen regnet sig frem til, at der vil være en besparelse på 260.000 kroner om året. Vi har råd til det, vi bliver ikke straffet for det, og vi får gevinst på driften. Det er tre i én, lød det fra Lars Hansen på byrådsmødet, der grundet omstændighederne fandt sted via Skype.

Det var imidlertid kun Konservative, der stemte for Lokallistens forslag om byggeri af en hal.

- Jeg mener, at idrætsfacilitetrene ved Vestre Skole har været utilstrækkelige og gammeldags gennem mange år. Det er kommunens største skole, der ikke engang har egne idrætsfaciliteter. Derfor mener jeg, at med den situation vi står i, skal vi se at få sat gang i at få opdateret idrætsfaciliteterne, sagde Allan Munk Nielsen (K).

Suspendering af anlægsloftet

I et forsøg på at mindske de økonomiske skader som følge af den aktuelle coronakrise har regeringen besluttet at suspendere anlægsloftet resten af året. Det betyder, at kommunerne ikke behøver frygte økonomiske sanktioner, selvom de bruger for mange penge på anlæg.

Alle medlemmer af kommunalbestyrelsen har ret til at få sat en sag på dagsordenen. Det er denne ret, Lars Hansen (Lokallisten) benyttede sig af, da han tirsdag aften bad byrådet tage stilling til sit forslag.

Annonce

To årsager til nej

Det øvrige byråd - Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre - stemte imod af to årsager: Dels fordi forvaltningen har givet udtryk for, at det ikke vil være muligt at få projekteret og bygget en hal i indeværende år, og dels fordi alle byrådets medlemmer i forbindelse med vedtagelsen af budgettet for 2020 besluttede, at en renovering af Vestre Skole skal være afsluttet, inden der skal ses nærmere på idrætsfaciliteterne.

- Vi har stor respekt for, at forvaltningen tydeligt har meldt ud, at at den ikke kan nå at påtage sig flere projekter i indeværende år, sagde Ann Charlotte Vilstrup (S) og fik opbakning fra blå side:

- Jeg er ret ærgerlig over, at der nu ligger et forslag om, at vi uden videre skal gå i gang med at bygge en hal. Vi er blevet enige om at tage tingene i rækkefølge og vente med at tage stilling til den konkrete udformning af idrætsfaciliteterne til efter renoveringen, sagde Peter Fredensborg (V).

Annonce

Sympati med bagtanken

Det er ikke første - og helt sikkert heller ikke sidste - gang, at et byggeri af en hal ved Vestre Skole bliver foreslået. Flere byrådsmedlemmer, der stemte imod forslaget om straks at sætte et byggeri i gang, gav udtryk for sympati med idéen om, at der skal ses nærmere på skolens faciliteter, men at det ikke er rette tid at trykke på knappen lige nu.

- Det er beskæmmende, at kommunens største skole ikke har en hal. Jeg så rigtigt gerne, at vi gav dem en forsinket 50 års fødselsdagsgave, og jeg ser egentlig ikke de store problemer i forhold til budgettet, for når vi flere gange er blevet enige om at ændre det, kan vi også gøre det her, sagde Arne Thomsen (S).

Én ting er derfor helt sikkert: Forslaget om en hal ved Vestre Skole vil dukke op igen!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark For abonnenter

18-årig døde efter en voldsom anholdelse: Hvorfor stilles ingen til ansvar?

Annonce