Annonce
Vejle

Nej, Vejle skal ikke være et nyt Venedig: Borgerne kræver effektive løsninger

Det er svært at forudsige, hvor mange borgere der er klar til en diskussion om kommunens fremtid. I Jelling kom seks til det første møde om kommuneplanen. Mødet i Egtved samlede cirka 100 deltagere, og der var også pæn interesse i Vejle, hvor der måtte ekstra borde og stole ind for at få plads til cirka 80 interesserede. Foto: Mette Mørk
Borgermøde viste, at tålmodigheden er ved at være tyndslidt hos de af Vejles borgere, der jævnligt oplever oversvømmelser.

Vejle: - Vi snakkede om det samme for fire år siden. Men man er stadig ikke i stand til at håndtere de tre vandløb, der løber igennem Vejle.

Mike Merrington fra Staldgaardsgade er en af de vejlensere, der cirka hvert tredje år har uanmeldt besøg af åvand omkring sit hus i Staldgaardsgade.

Han har fundet vej til kommuneplanmødet i Bygningen denne onsdag aften. Inden mødet er vandtemaet slået an i kommunens indbydelse. "Skal Vejle være et nyt Venedig?" lyder den let provokerende tekst.

Som borgmester Jens Ejner Christensen (V) bemærker i sin indledning, er det en anelse ironisk, at mødet holdes aftenen efter, at Venedig er blevet ramt af det værste højvande i 50 år med en meter vand på Markuspladsen.

Annonce
Det er svært at kravle op i helikopteren og se det store perspektiv, når vi er ved at drukne i vand.

Deltager i mødet om kommuneplanen

Vi bliver ikke hørt

Helt så slemt var det ikke, da gader i Vejles midtby for tre uger siden blev omdannet til lavvandede floder, og kældre endnu engang løb fulde af vand.

Men det var slemt nok, og Mike Merrington er langt fra alene om at undre sig over, at det er så svært at få løst problemet.

- Vi er kommet med det ene forslag efter det andet - men det er, lige som om der ikke sker noget. I hvert fald ikke noget, vi kan se, kan man høre ved et af de fem runde borde, hvor cirka 70 fremmødte drøfter vand, trafik og grønt og kommer med deres bud på, hvordan Vejle skal udvikle sig.

Løsning tager tid

Det sidste kan være lidt svært, når man føler, at der er meget konkrete og presserende problemer, der skal løses her og nu:

- Det kan være svært at kravle op i helikopteren og se det store perspektiv, når vi er ved at drukne i vand, som en af deltagerne udtrykker det.

Vejle Kommunes teknik- og miljødirektør, Mikael Sloth, hører også kritikken. Og han forsikrer over for avisen, at der arbejdes på en løsning:

Kommunen har en plan for at få forsinket en del af det vand, der strømmer ind i byen fra Grejs Å. Men der mangler en række afgørende myndigheds-tilladelser og aftaler, før planen kan føres ud i livet.

Planen vedtages i 2021

Hvert fjerde år skal der vedtages en ny fremtidsplan for landets 98 kommuner, og det er en langvarig proces. Så snart de enkelte byråd har vedtaget kommuneplanen, der i princippet rækker 12 år frem, går arbejdet med at revidere planen i gang i den følgende byrådsperiode.

I disse måneder er Vejle Kommune godt midt i processen. I den anledning holdes der borgermøder. De første tre er afviklet. Dermed mangler der to - et i Markant i Børkop, tirsdag 19. november, og det sidste i Kulturhuset i Give, torsdag 28. november.

På forhånd har kommunen opstillet fem temaer:

  • Levende byer for mennesker - mangfoldighed, bosætning og byliv.
  • En kommune i bevægelse - sundhed og bevægelse.
  • Det skal vi leve af - uddannelse, arbejde og erhvervsudvikling.
  • Plads til det hele - i byen og på landet.
  • Sammen tager vi ansvar - klima og energi.

Når debatfasen er slut, samles de input, borgerne er kommet med. De behandles af byrådet, inden forvaltningen udarbejder det endelige forslag til kommuneplan 2021-2033. Forslaget bliver offentliggjort i første halvdel af 2021, og byrådet skal vedtage den endelige plan inden udgangen af 2021.

Ødelæggende vejplan

Udover ledende embedsmænd er byrådet også ganske godt repræsenteret denne aften i Bygningens lille mødesal. Og der tales ikke kun vand. Ved andre borde kan de folkevalgte høre, hvordan der er forslag til at gøre Vejle mere attraktiv. Og i den sammenhæng kan det være svært at gøre alle tilfredse.

Mens flere taler for, at vi er nødt til at have en bedre vejinfrastruktur i en by, der indimellem skal klare al trafikken fra en spærret motorvej, kan man høre den lokale formand for Cyklistforbundet, Claus Behrendsen, argumentere kraftigt imod ideen om at udvide den såkaldte havnerute til fire spor fra Horsensvej til Fredericiavej.

- Al evidens siger, at større veje tiltrækker mere trafik. Og fire spor ned omkring havnen gør bestemt ikke den bydel mere attraktiv. Vi er nødt til at tænke i alternativer - shuttlebusser i pendulfart fra bakkerne ned i byen, og så skal flere selvfølgelig vælge at gå eller cykle, konstaterer han.

I den fælles opsamling, som afslutter det to-en-halv time lange møde, kan man konstatere, at netop cyklen ifølge de cirka 80 fremmødte er et af svarene på en mere grøn udvikling af fremtidens Vejle.

I den sammenhæng nævner ingen vandcykler, men måske om fire år, når der igen skal diskuteres kommuneplan.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Motorvej var spærret efter uheld

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];