x
Annonce
Sport

Netruller sender Axelsen tættere på titelforsvar

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Viktor Axelsen er i finalen ved Spain Masters, hvor han kan genvinde titlen fra sidste år.

I fredagens kvartfinale mod Jan Ø. Jørgensen reducerede Viktor Axelsen sin landsmand til statist.

Annonce

Da han lørdag bookede en plads i finalen ved badmintonturneringen Spain Masters i Barcelona, var han på vej til at gøre det samme mod malaysiske Daren Liew, men et ujævnt andet sæt skabte spænding.

Med cifre 21-10, 21-19 blev den tidligere danske verdensmester dog klar til finalen med en heldig netruller til sidst, så han kan genvinde titlen i Barcelona fra sidste år.

Spain Masters rangerer på World Tourens femte niveau, som er det næstlaveste.

Topseedede Axelsen var storfavorit i semifinalen. Som 18-årig tabte han i 2012 til den dengang 24-årige Liew, men i deres tre efterfølgende møder, som har fundet sted inden for de seneste tre år, har Axelsen vundet sikkert i to sæt.

Efter en blød indledning på kampen havde danskeren læst sin modstander ved 5-5.

13 af de næste 14 point gik til Axelsen, som overlegent to første sæt med 21-10.

Til gengæld kom han helt skævt ud til andet sæt. Måske det lette første sæt var blevet lidt af en sovepude.

Han lavede et væld af fejl, og ved det korte ophold midtvejs var han nede med 5-11.

Den korte snak med landstræner Kenneth Jonassen i pausen fik danskeren på ret køl.

Han åd sig ind på modstanderen, og selv om han ramte en skidt stime igen, nåede han helt op.

Ved 20-19 var der dansk sætbold, men det lugtede af 20-20, indtil Axelsen kastede sig efter en bold ved nettet og fik rullet den over på netkanten, så Daren Liew intet kunne stille op.

En dansk undskyldning og så videre til finalen søndag, hvor han møder enten Ajay Jayaram fra Indien eller thailandske Kunlavut Vitidsarn.

Der var også dansk deltagelse i semifinalen i mixeddouble, men Mathias Bay-Smidt og Rikke Søby kæmpede forgæves om en finaleplads.

Danskerne vandt ellers første sæt med 21-14, men siden gik det alvorligt ned ad bakke mod sydkoreanerne Sa Rang Kim og Ha Na Kim.

Efter Bay-Smidt og Søby kom foran 4-0 i andet sæt tippede kampen, og derfra var de to sydkoreanere klart bedst og vandt sikkert de følgende to sæt med 21-11, 21-15.

Til gengæld bliver der dansk finaledeltagelse i herredouble. Fjerdeseedede Kim Astrup og Anders Skaarup vandt med 21-16, 24-22 over det andenseedede malaysiske par, Aaron Chia og Soh Wooi Yik.

I finalen venter topseedede Lee Yang og Wang Chi-Lin fra Taiwan.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle For abonnenter

Derfor startede Pers børnehjemsliv en juleaften: Hans forældre lå i druk, og plejefamilien var intet værd

Annonce