Annonce
Jelling

Netruse på skovlegeplads skaber bekymring: Kommunen afviser sikkerhedsrisiko

Et mindre uheld i denne ruse har skabt bekymring. Men du kan roligt tage børnene med hen på den nyrenoverede skovlegeplads i Jelling Skov, forsikrer Vejle Kommune. Foto: Anders Kynde

Driftsfolk fra Vejle Kommune måtte tage et nærmere kig på en netruse, der er monteret på den nyrenoverede skovlegeplads i Jelling.

Jelling: En uheldig oplevelse på skovlegepladsen i Jelling Skov fik forleden en borger til at kontakte den tekniske afdeling i Vejle Kommune.

Borgeren havde været på skovlegepladsen med to børnebørn, som under en leg i den mørke netruse pådrog sig en række skrammer.

Hos Vejle Kommune bekræfter man episoden. Men bare rolig, der er ikke noget at frygte, lyder meldingen.

- Vi har haft en medarbejder ude at tjekke rusen, efter vi fik et opkald fra en bekymret borger. Der var et lille hul i en af maskerne, men ikke noget, der på nogen måde påvirker sikkerheden, siger Trine Hedemand, driftskoordinator i Vejle Kommune.

Hændeligt uheld

Hun oplyser, at der er styr på sikkerheden på skovlegepladsen.

- Rusen er godkendt af en legepladsinspektør. Vores driftskvinde, der har været ude at tjekke den, har selvfølgelig undersøgt den på kryds og tværs. Vi gætter på, at det har været et hændeligt uheld, siger Trine Hedemand.

I løbet af foråret 2018 blev skovlegepladsen i Jelling renoveret af Vejle Kommune. Den ligger i udkanten af Jelling Skov, tæt på golfbanen.

Ud over netrusen kan børnene også boltre sig i et edderkoppespind, på svævende stammer eller prøve kræfter med armgang. Desuden er der et madpakkehus og en bålplads, hvor der også er planer om en renovering, men det bliver først til næste år.

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Annonce