Annonce
Sport

NFL-ekspert rangerer flere quarterbacks over Tom Brady

Adrees Latif/Reuters
Terry Bradshaw ser et større talent hos flere af 1970'erne og 1980'ernes quarterbacks end hos Tom Brady.

Tom Brady er historiens mest succesrige quarterback i NFL med seks sejre i Super Bowl med New England Patriots.

Trods sine imponerende bedrifter er 42-årige Brady ikke den dygtigste quarterback, der været i ligaen. Det vurderer NFL-kommentatoren Terry Bradshaw fra FOX Sports.

- Jeg mener ikke, at han er den bedste quarterback nogensinde.

- Det er svært at sige, men han er måske den bedste, vi har haft i de seneste 30 år, siger Bradshaw til radiostationen 93,7 The Fan.

I 1970'erne vandt NFL-kommentatoren selv Super Bowl fire gange med Pittsburgh Steelers.

Terry Bradshaw nævner tre quarterbacks, som gennem deres karrierer ifølge ham har demonstreret et større talent end Tom Brady. Det er Roger Staubach, Dan Fouts og Dan Marino.

- Er han bedre end Staubach? Nej. Er han bedre end Dan Fouts? Nej. Dan Marino? Nej. Jeg taler her om talentet, når man lægger det hele sammen, siger Bradshaw.

Roger Staubach var en succesrig quarterback for Dallas Cowboys fra 1969 til 79, hvor han var med til at sikre sit hold to sejre i Super Bowl.

Dan Fouts vandt ligesom Dan Marino ingen mesterskaber trods lange karrierer i NFL.

Fouts spillede i San Diego Chargers fra 1973 til 1987, mens Marino optrådte for Miami Dolphins fra 1983 til 99.

Tom Brady annoncerede tidligere på året, at han efter to årtier hos New England Patriots skifter til Tampa Bay Buccaneers forud for den kommende sæson.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Danmark genåbner grænsen: Tyske, islandske og norske turister er nu velkomne

112

Bilist kørte ind i siden på modkørende

Annonce