Annonce
Trekantområdet

Nord Gourmet lukker storkøkken og to streetfood-afdelinger: Går fra 45 til 5 ansatte

- Nu er jeg tilbage ved udgangspunktet og den mobile foodtruck, siger Annette Møller Therkelsen, der står bag Nord Gourmet. Arkivfoto: Louise Lauritsen
Nord Gourmet startede med en foodtruck, og senere kom der afdelinger i Fredericia og Aarhus, og der var store tanker om et udlandseventyr. Men nu er iværksætter Annette Møller Therkelsen, der står bag Nord Gourmet, tilbage ved udgangspunktet, hvor hun sælger sund og økologisk mad til store arrangementer primært fra foodtrucken.

Kolding: På toppen var der 45 ansatte i Nord Gourmet. Nu er der en håndfuld tilbage i virksomheden, der fortsat er presset økonomisk.

Stifter og direktør for Koldingvirksomheden Annette Møller Therkelsen var fra starten ambitiøs, da hun lagde ud med den første mobile foodtruck for seks år siden. Der var nordisk tapas på menuen, det var sundt, og det skulle gerne være økologisk. Undervejs har hun også drømt om at introducere smørrebrød i udlandet.

Men virksomheden, der blev stiftet i 2014, har aldrig skabt overskud, og det seneste regnskab, der netop er offentliggjort, viser et underskud på 306.509 kroner, og egenkapitalen er negativ.

- Nu er jeg tilbage ved udgangspunktet og den mobile foodtruck. Jeg har blandt andet et rigtig godt samarbejde med Messecenter Herning, hvor vi er med til deres meget store arrangementer, men alt det andet har vi lukket ned. Vi har været i mange segmenter, men nu er vi tilbage, hvor vi startede, siger Annette Møller Therkelsen, der fortsat laver mad til store arrangementer uden foodtrucken.

Men virksomheden har lukket ned for streetfood-afdelingerne i Aarhus og Fredericia, ligesom man har lukket deres store industrikøkken i det nordlige Kolding. Det er også slut med at levere skolemad og måltidskasser.

Annonce
- Lige nu koncentrerer jeg kræfter om vores foodtruck, og jeg vil da ikke afvise, at jeg vil prøve andre ting af på et senere tidspunkt, siger stifter af Nord Gourmet Annette Møller Therkelsen. Arkivfoto: Henrik Kruse

Svære vilkår

Det blev aldrig en god forretning af drive streetfood-forretningerne i Aarhus og Fredericia - også selvom økologisk og sund mad rammer tidsånden.

- Det er meget oppe i tiden at tale om sund mad, økologi og klima. Vi har lige set en valgkamp, hvor bæredygtighed og klima har fyldt rigtig meget, så vi har ramt en bølge. Men det er ligesom noget andet, når du står på et streetfood og skal ud og spise. Så bliver man fristet af en andeburger, hvor det driver med fedt og pomfritter. Det er sådan set meget forståeligt, når du er ude og bruge penge, men det gør det svært for os. Og når du samtidig ikke må sælge drikkevarer, fordi det står udlejer for, så bliver det svært, siger Annette Møller Therkelsen.

Iværksætteren har tidligere drevet 7Eleven-butikker på franchisebasis og har drevet et vikarbureau sammen med en kompagnon, indtil hun solgte sin del for at kaste kræfterne ind i Nord Gourmet. Hun er ikke slået ud, selv om det hele ikke er gået efter planen. Nu retter hun fokus på foodtrucken, der også var udgangspunktet for seks år siden. Nu er det bare med 100 procent økologi, når vognen ruller ud til arrangementer.

- Det økologiske betyder, at vi er 25 procent dyrere, og jeg oplever sådan set ikke, at det er prisen, der afskrækker kunderne. Men lige nu koncentrerer jeg kræfterne om vores foodtruck, og jeg vil da ikke afvise, at jeg vil prøve andre ting af på et senere tidspunkt, siger Annette Møller Therkelsen.

Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Politikere ønsker ikke anke sag om seksuelle overgreb - men den endelige beslutning lader vente på sig

Annonce